
Kan Kevin O’Connell slå sin tidligere læremester, Sean McVay, for første gang? Eller formår Rams at gentagne succesen fra ottende spillerunde mod Vikings? Læs her Gulkluds optakt til braget mellem Los Angeles Rams og Minnesota Vikings.
Det er tid til Wild Card-rundens sidste kamp – og sikke en kamp!
NFC’s fjerde og femte seed møder hinanden på State Farm Stadium i Arizona grundet de forfærdelige naturbrænde i Los Angeles. Du kan læse meget mere om stadionskiftet lige her.
Kampen er en gentagelse fra spilleuge otte, hvor de to hold mødtes i Los Angeles. Sean McVays mandskab var undertippede, men han formåede at besejre sin tidligere defensive koordinator, Kevin O’Connell, i en kamp, der især vil blive husket for et spil.
Nu er det tid til, at O’Connells tropper tager revance. Eller er det?
Vikings spillede i sidste uge sæsonens hidtil vigtigste kamp mod Detroit Lions, da det skulle afgøres, hvem der fik førstepladsen i grundspillet i NFC. Men presset steg dem til hovedet, og de må se sig slået 31-9 efter en scoringsløs anden halvleg.
Med det sagt, så har Minnesota-mandskabet vundet de forrige ni kampe, og kommer derfor stadig til slutspillet med en god resultatmæssig form.
Det samme gør sig gældende for Rams.
Efter kun at have vundet én kamp i de første fem forsøg, tog de ni sejre i de efterfølgende 11 kampe, indtil de tabte i sidste weekend mod Seattle Seahawks, men uden deres vante startere, da de allerede havde sikret NFC Vest-titlen.
Sæsonen, der startede meget skadeplaget, blev pludseligt vendt på hovedet, og lige siden den meget imponerende sejr mod Buffalo Bills i 14. spillerunde er Rams blevet anset som en mulig outsider til at gå hele vejen.
Først skal de dog forbi det eneste hold i NFL’s historie, der har vundet 14 kampe, men ikke vundet divisionen og dermed gået videre på en Wild Card-plads.
Det kan vise sig som en svær opgave, men de har gjort det før.
Læs også: Momentumeter efter spilleuge 18
Seneste nyt på skadesfronten
Med 18 ugers intens football spillet er det næsten et mirakel, at hverken Vikings eller Rams har særligt mange skader at berette om.
For udeholdet er det kun presspileren Pat Jones II, der er meldt ude af kampen. Rotationsspilleren har leveret syv sacks i løbet af sæsonen, men må se kampen fra sidelinjen, da han døjer med en knæskade.
Hos Rams er det en meget tom skadesliste, der blev offentliggjort i går. Faktisk er der ikke en eneste spiller, der er angivet som tvivlsom eller ude af kampen, hvilket er gode nyheder for Rams frem til sæsonens hidtil vigtigste kamp.
Det er nu, det gælder, Sam!
Kan du huske sidste gang, Sam Darnold startede en slutspilskamp? Nej, det kan jeg heller ikke, for det er aldrig sket før.
Den 27-årige quarterback har hidtil haft en tumultarisk NFL-karriere, hvor det ikke er blevet til meget succes, men ud af det blå har han i denne sæson bevist sig som en af ligaens mest stabile spillere på positionen.
I grundspillet imponerede han med 4319 kasteyards og 35 kastede touchdowns – begge rangerer som femte bedst af alle quarterbacks for sæsonen – og det har kastet en flot hæder af sig i form af en Pro Bowl-udnævnelse for første gang i karrieren.
Men intet af det betyder noget, hvis han ikke præsterer i slutspillet. Det er nu, at det for alvor gælder.
Darnolds forgænger, Kirk Cousins, spillede seks sæsoner for Vikings, hvor han i tre af dem kom med i Pro Bowlen. Dog lykkes det ham kun én enkelt gang at vinde en slutspilskamp, hvilket sætter sværhedsgraden i perspektiv for Vikings nuværende quarterback.
Og det bliver ikke nemt for Darnold mod Rams.
Ikke nok med, at McVays forsvar sidst gang formåede at holde Vikings’ angreb til 20 point, er de også blevet gradvist bedre i løbet af sæsonen.
Foruden den tidligere nævnte Seahawks-kamp, er de gået fra at indkassere 27,8 point per kamp i de første fem af slagsen, til at skære mere end et touchdown per kamp fra og kun indkassere 19,7 point per kamp.
Især i sæsonens sidste tre betydningsfulde kampe viste forsvaret sig fra sin bedste side, da de imod 49ers, Jets og Cardinals ikke tillod et dobbeltcifret pointantal i nogle af kampene.
Dermed har presset aldrig været større på Darnolds skuldre, og det bliver spændende at se, om han kan overkomme det eller om han falder fuldstændig igennem. Hvem ved, måske begynder han endda at se spøgelser igen?
Forudsigelse
Det her, skal nok blive en god kamp.
Fra mit synspunkt er det to hold, som er meget ens i niveau, og det bliver derfor marginalerne, som kommer til at gøre udfaldet.
Af den grund, har den her kamp også været svær at forudsige. I sidste ende går jeg med, at det lykkes Kevin O’Connell at vinde sin første slutspilskamp som cheftræner og, måske endda vigtigere for ham, slå sin tidligere chef, Sean McVay.
Jeg forventer en hæsblæsende affære, der bølger frem og tilbage, hvor det i sidste ende bliver Sam Darnold og Vikings, der trækker det længste strå og vinder 27-24.