NFL fik sig en kæmpe overraskelse lørdag nat dansk tid, da førsteseedede Baltimore Ravens blev slået ud af playoffs.

Tennessee Titans kom, så og sejrede, og fortsatte de flotte takter fra i sidste uge, da de sendte New England Patriots ud.

28-12 lød cifrene, hvilket må siges at være meget imponerende, og det færreste antal point Lamar Jackson og co. har scoret, siden de tabte… i slutspillet sidste år.

Se alle højdepunkter her. Artiklen fortsætter efter videoen:

Udover Titans forsvar var det igen runningback Derrrick Henry, der blev kampens store oplevelse. Han løb bolden 30 gange for 195 yards, og hans ubønhørlige løb tog brodden af Ravens forsvar.

Og så kan han også kaste. I scoringsposition fra Ravens 3-yard linje gav Titans bolden til Henry, men i stedet for at hamre den ind, kastede han bolden til Corey Davis, der greb den til touchdown og bragte udeholdet foran 21-6.

Henry greb også to bolde for 7 yards og kom således over 200 yards samlet på dagen. Han er i øvrigt den første runningback i historien med over 175 yards to kampe i træk, efter han løb for 182 mod Patriots i sidste uge.

Ravens superstjerne quarterback Lamar Jackson, der er favorit til at blive kåret til årets MVP, virkede helt menneskelig. Han kastede to interceptions og mistede også en fumble.

Først sent i fjerde quarter lykkedes det Ravens at score touchdown, og reducere til 28-12.

Titans quarterback Ryan Tannehill ramte kun på 8 af sine 14 kast, men han kastede touchdown på to kast i træk i første halvleg.

Dermed førte Titans 14-6 ved pausen. Man fornemmede overraskelsen, men at de var i stand til at fuldføre sensationen, havde næppe mange regnet med.

Ravens tabte for første gang siden spilleuge 4, og deres rekordsæson stopper brat og tidligere end forventet. Titans er videre og skal på udebane møde vinderen af Kansas Chiefs og Houston Texans, der spiller søndag aften.