
Tampa Bay Buccaneers slår Washington Football Team 31-23 i Wild Card-runden og avancerer til næste runde i slutspilllet. Sejren var langt fra overbevisende
Washington Football Team og Tampa Bay Buccaneers skulle lørdag nat afgøre, hvem af de to der skulle blive det andet NFC-hold til at spille sig videre fra Wild Card-runden.
Gæsterne fra Florida var storfavoritter til opgøret mod Washington, der som NFC East-mestre var kvalificeret til slutspillet med en record på 7-9. Tom Brady og co. levede også op til favoritværdigheden med en sejr, hvor slutcifrene lød 31-23 i Buccaneers’ favør. Men det var langt fra en sikker sejr, som Bruce Arians mandskab hentede i Washington.
Tampa Bay tog en tidlig føring, som de holdte hele vejen til slut, men de formåede aldrig at ryste et bravt kæmpende Football Team af sig. Hver gang Bucs tog en lidt større føring, så bed Washington igen. I slutningen af tredje quarter reducerede de til 16-18, og quarterback Taylor Heinicke havde ved stillingen 23-31 og små tre minutter tilbage muligheden for at føre kampen i overtid, men her trådte Buccaneers-defensiven i aktion og stoppe Washingtons angreb.
Tom Brady leverede en rigtig fin præstation i sin første udebanekamp nogensinde i Wild Card-runden. Brady kastede for 381 yards og to touchdowns, men højdepunktet var dette touchdown til Antonio Brown, hvor Brady med sine 43 år og 159 dage blev den ældste quarterback nogensinde til at kaste et touchdown i slutspillet. Se spillet herunder!
Problemet for Bucs-angrebet var bare, at de var virkelig uskarpe i redzone, hvor de kun scorede et touchdown på fem forsøg. De resterende fire forsøg var field goals, og den manglede skarphed fra angrebet var den største årsag til, at kampen var spændende til det sidste.
Washington fortjener stor ros for deres præstation. Specielt quarterback Taylor Heinicke og redzone-forsvaret imponerede, men i sidste ende var der ikke nok kvalitet på holdet til at levere den store overraskelse.
Sejren var Tom Bradys 31. sejr i slutspillet, og det var Tampa Bay Buccaneers’ første slutspilssejr siden 2013. Bucs kender først deres kommende slutspilsmodstander, når New Orleans Saints søndag aften har spillet mod Chicago Bears. Hvis Saints vinder, så skal Buccaneers til New Orleans. Hvis Bears vinder, så hedder opgaven Los Angeles Rams.







