Tvivl om Tua Tagovailoa før sidste runde

0

Det er fortsat uvist, om Tua Tagovailoa kan spille, når Miami Dolphins skal kæmpe for en plads i slutspillet i AFC i den 18. og sidste spillerunde af grundspillet.

Miami Dolphins overlevede 17. spillerunde, da de besejrede Cleveland Browns med Tyler Huntley som startende quarterback. Dermed kan Dolphins stadigvæk kvalificere sig til slutspillet, hvis de overvinder New York Jets, og Kansas City Chiefs slår Denver Broncos i den sidste runde af grundspillet.

Mike McDaniel er dog stadigvæk i tvivl om, hvorvidt hans normale starter på quarterback-positionen, Tua Tagovailoa, når at blive kampklar til 18. og sidste spillerunde af grundspillet.

Læs også: Sådan spilles i sidste runde

På mandagens pressemøde udtalte Mike McDaniel, at Tagovailoa stadigvæk døjer med smerter i sin ene hofte, samt at det er uvist, om han kan spille i sidste runde. McDaniel betonede også, at Tyler Huntley kommer til at træne med førsteholdet i den indeværende uge, mens Tua Tagovailoa får tid til at komme sig.

Hvis det bliver Tyler Huntley, som skal i aktion i 18. spillerunde, så kan Miami Dolphins’ fans finde ro i, at den 26-årige førstereserve senest leverede en sublim præstation mod Cleveland Browns. Huntley ramte på 22 af 26 kast for 225 yards og et touchdown, mens han også løb for 52 yards og et touchdown.

Tua Tagovailoa har kun spillet 11 kampe i 2024-sæsonen, da han også missede flere kampe med en hjernerystelse tidligere i efteråret. Samlet set har Tagovailoa kastet for 2.867 yards, 19 touchdowns og syv interceptions i år.