
Receiverkorpset begynder at tynde ud i Tampa Bay. Senest har stjernefrøet Emeka Egbuka pådraget sig en forstrækning i sit ene baglår.
Emeka Egbuka har været her, der og alle vegne, siden Tampa Bay Buccaneers valgte ham i første runde af forårets draft.
Efter seks kampe har den 23-årige receiver grebet 27 bolde for 469 yards og fem touchdowns. Således har Egbuka grebet henholdsvis fjerdeflest yards og tredjeflest touchdowns i ligaen.
Desværre bliver Emeka Egbuka nu forhindret i at fortsætte sine lovende takter i den kommende periode. Egbuka har pådraget sig en forstrækning i sit ene baglår, og forventes at misse den kommende måneds tid.
Skaden er en streg i regningen for Baker Mayfield, der selv har fået en fænomenal start på sæsonen. Buccaneers må i forvejen undvære Chris Godwin og Mike Evans, der sidder ude med skader.
Således er Baker Mayfield formentlig efterladt med Sterling Shepard, Tez Johnson og Kameron Johnson i sit receiverkorps, når Buccaneers møder Detroit Lions på udebane i næste spillerunde.
Tampa Bay Buccaneers valgte Emeka Egbuka med det 19. valg i 2025-draften.
Læs også: 10 ting vi lærte af uge 6 – er Baker Mayfield MVP?