
Trifecta, cirkusspil og MV-Baker Mayfield. Sæsonens sjette NFL-søndag skuffede ikke.
Den sjette NFL-søndag i sæsonen er et veloverstået kapitel. Efter en halvkedelig begyndelse i London bød de senere kampe på rigeligt med spænding og adskillige højdepunkter.
Se også: Højdepunkter fra London-opgøret mellem Jets og Broncos
Vi har samlet nogle af de fedeste spil fra søndagens kampe, og vi byder på alt fra en vaskeægte trifecta til Jaylen Waddles forrygede cirkusspil til Baker Mayfields heroiske indsats. Velbekomme!
Trifecta!
Midt i mørket antændte den 191 centimeter høje og omtrent 160 kilo tunge John Jenkins et lys for Baltimore Ravens’ nødlidende forsvar.
I opgøret mod Los Angeles Rams leverede den 36-årige veteran en vaskeægte “trifecta”. Jenkins trængte gennem hjertet af Rams’ offensive linje og fik lapperne på Matthew Stafford.
Den tidligere Super Bowl-vinder forsøgte at undvige John Jenkins, men i stedet tabte han bolden, og så gik det helt galt. Jenkins kastede sig hen over bolden, og gennemførte sit “trifecta”: Sack, fumble og fumble recovery.
John Jenkins kunne imidlertid ikke forhindre, at Baltimore Ravens indkasserede det femte nederlag i sæsonen og nu er faretruende tæt på afgrunden.
Oh my George!
George Pickens vejrer morgenluft efter sit skifte til Dallas Cowboys, hvor han inden sjette spillerunde havde grebet 23 bolde for 357 yards og fem touchdowns.
Denne søndag fik Pickens så vitterligt luft under vingerne, da han leverede ét af rundens mest akrobatiske spil.
Først satte George Pickens sin direkte modstander og greb Dak Prescotts bold med det yderste af sine fingerspidser. Derefter satte Pickens i galop og hoppede han hen over sin næste modstander, før han blev stoppet.
George Pickens spillede generelt en fremragende kamp, som han sluttede med 168 grebne yards og et touchdown.
JSN ryster receiver-hierarkiet
I Seattle har Jaxon Smith-Njigba taget et kvantespring og efter seks kampe presser han sig på i toppen af receiver-hierarkiet i NFL.
Jaxon Smith-Njigba spillede også en hovedrolle, da Seattle Seahawks kom tilbage på sporet med en sejr på 20-12 over Jacksonville Jaguars.
“JSN” sluttede opgøret med otte grebne bolde for 162 yards og et touchdown. Netop scoringen beviste, hvor langt Smith-Njigba har rykket sig fra at være en rendyrket slot-receiver til at kunne true modstanderne i det dybdegående kastespil.
Jaxon Smith-Njigba bragede forbi Jaguars’ opdækning og greb stilsikkert den dybe bold fra Sam Darnold for et 61-yard langt touchdown. Cadeau!
Næste side: Jaylen Waddle med rundens cirkusspil









Baker er en Tony Romo klon, bare bedre i non-clutch situationer
Comments are closed.