Lavtscorende langgaber i London ender med rekord-sack

0
Foto: Claus Elming, Gul Klud

Det var ikke sprudlende angrebsspil, da Denver Broncos og New York Jets mødtes i London.

Gul Klud, London

Broncos fører NFL i sacks. Og det er ikke engang tæt. Og meget symptomatisk for dagens kamp i London, så sluttede opgøret med et sack på Justin Fields. Broncos niende i kampen, flest i en international kamp nogensinde, og dermed vandt de en lavtscorende affære 13-11.

Udover de mange sacks kom kampens højdepunkt og eneste touchdown tidligt i kampen, da Bo Nix kastede til Nate Adkins i slutningen af 1. quarter.

I de sidste tre quarters scorede to hold otte point… tilsammen.

Globale ambitioner

NFL har store ambitioner om at gøre ligaen global. De har planlagt syv kampe udenfor USA i år, og det antal stiger angiveligt til ti i 2026. Men søndag fik vi også beviset for at NFLs verdensherredømme kommer til at lade vente på sig lidt endnu.

Inden Denver Broncos og New York Jets løb på banen, var sidstnævnte det eneste hold i NFL uden sejre. Og det kunne ses på tilskuerpladserne.

Selvom NFL i London er mere en mini Super Bowl end en egentlig hjemmekamp for et hold (søndag var Jets det officielle hjemmehold), så var antallet af Jets-fans på plads på Tottenham Hotspur Stadium langt fra det de ville have haft på deres normale hjemmebane.

Og når man er indlagt til 60 minutters Jets ørkenvandring, så forstår man godt, at det halter lidt med opbakningen i Europa.

Eneste hold uden sejre

Inden sæsonen fik Jets ny headcoach, og Aaron Glenn har stadig sin første sejr til gode. Han og Jets er nu 0-6 som det eneste hold i NFL.

Og man forstår det godt, når man ser dem spille. Forsvaret lever slet ikke op til ry eller spiller på det niveau, man kan forvente af et hold med stjerner som Sauce Gardner og Quinnen Williams, og angrebet er decideret svært at kigge på.

Fields kastede for 45 yards i kampen, og han havde flere kast undervejs, hvor Jets sagtens kunne have fået første down, hvis han havde været mere præcis.

Han blev også sacket 9 gange for 55 yards, hvilket i bund og grund betyder, at Jets sluttede dagen med minus 10 yards kast.

Broncos på rekordkurs

Broncos forsvar er nu på 30 sacks i sæsonen, hvilket er NFL-rekord efter seks kampe. NFL-rekorden for en sæson er sat af det legendariske Chicago Bears forsvar fra 1985 med 72. Broncos har altså 11 kampe til at lave 43, hvis de tage rekorden.

Nik Bonitto fører NFL med otte sacks og er en tidlig favorit til årets defensive spiller, men blev holdt i skak det meste af kampen. Men da Jets havde chancen for at vinde til sidst trådte han i karakter med et sack og et pres, der førte til en holdkammerats sack.

Jonathon Cooper – der spiller med nummer 0, fordi Jonathon staves med o – leverede Broncos sidste sack, da Jets stod med 4. down udenfor field goal afstand.

Sack. Game over. Broncos fans kunne ånde lettet op, for ugen efter de chokerede NFL med en comeback-sejr over Eagles, var de meget tætte på at tabe til Jets.

Jets scorede ikke et touchdown i kampen, men kom alligevel foran 11-10 i tredje quarter, da de efter tre field goals scorede en safety, da Broncos blev dømt for holding i egen end zone.

Broncos fik efterfølgende selv et field goal på tavlen i starten af fjerde quarter, og resten af kampen formåede ingen af de to hold at score.

Bevares. Det var spændende. Og ja, NFL og Tottenham leverer altid et fedt show. Men god football var det ikke.

Broncos er nu 4-2 og har valgt ikke at have en friuge på trods af en lang hjemtur fra London. De spiller næste uge mod Giants på hjemmebane. I øvrigt de to seneste mandskaber, der har besejret Super Bowl mestrene fra Eagles.