10 svar vi leder efter i 7. spillerunde

0

1. Hvordan påvirkes Chiefs af Rashee Rices tilbagevenden?

Det er ikke ligefrem fordi, at Kansas City Chiefs har været erklæret døde og borte, men selv med deres succesfulde 2024-sæson og plads i Super Bowl var der skønhedspletter at spore i fjor, noget der kun har været mere fokus på efter deres resultatmæssige middelmådige start i år. Angrebet har været største fokuspunkt med deres manglende våben. Mahomes har i år oppet sig efter et par halvslatne statiske år i 2023 og 2024, efter superstjernens standarder i hvert fald. I år har Mahomes spillet noget af sit bedste football overhovedet, hvor han har fået navne som Hollywood Brown, Juju Smith-Schuster og Tyquan Thornton til at være relevante igen i NFL-sammenhænge. I sidste spillerunde strålede Mahomes mod et godt, men skadesramt Lions-forsvar, da han førte holdet til deres mest imponerende sejr i år.

Holdet har dog været uden deres bedste våben, da Rashee Rice har været karantæneramt i de første seks spillerunder grundet receiverens involvering i vanvidskørsel i foråret 2024. Rice sad ude det meste af 2024-sæsonen med en knæskade, så det er længe siden, vi har set et Chiefs-hold med den dynamiske receiver. Den nu 25-årige receiver havde ellers en blændende start på sæsonen i fjor. Havde han spillet sæsonen færdig med samme produktion som han startede den, ville han have endt med mere end 140 grebne bolde for næsten 1600 yards og 17 touchdowns. Det er en mand, der har været savnet i Kansas City og det kribler i holdets fans for at se Rice og Xavier Worthy på banens sammen flere kampe i træk.

Hvor er Rices niveau i den første start i mere end et år, og hvordan påvirker receiverens tilbagevenden Chiefs’ angreb? 

2. Får Jaguars styr på de offensive fejl?

Efter en flot sejr over Kansas City Chiefs ugen forinden, så blev det til et smerteligt nederlag hjemme til Seattle Seahawks i den forgangne spillerunde. Selv om Seattle manglede to startende cornerbacks og deres startende safety, tre af de vigtigste spillere i Mike Mcdonalds forsvar, så havde Jaguars-angrebet svært ved at flytte bolden efter de første drives. 

Jaguars gjorde det ikke nemmere for sig selv, da de begik fejl efter fejl. Hele otte gule klude blev kastet mod holdets angreb i kampen, hvilket ville have dræbt momentum for holdet, hvis de havde haft noget. Med 52 straffe mod sig er Jaguars det hold i NFL med næstflest offensive fejl. En del af forklaringen er Liam Cohens indviklede angreb, men at fejlene gentager sig uge efter uge er ikke acceptabelt og sætter både spillere og trænerstab i dårligt lys. I denne runde tager Jacksonville til deres anden hjemmebane i London, hvor de møder Los Angeles Rams. Det bliver endnu en svær opgave mod en giftig defensiv linje.

Får holdet mere styr på deres angreb?

3. Falder 49ers forsvar fra hinanden?

Skadeshelvedet fortsætter i San Francisco, der i nederlaget til Tampa Bay Buccaneers mistede deres ledende figur på forsvaret, linebacker Fred Warner. Warner er ligaens bedste linebacker og er i sig selv et kæmpe tab, men holdet har også mistet en af ligaens farligste pass rushere i Nick Bosa, så nu er der ikke mange krumtapper tilbage på defensiven.

Opgaven i denne runde bliver ikke nemmere, da de møder ligaens største unikum i øjeblikket, runningback Bijan Robinson, der nærmest ene mand løfter Atlanta Falcons’ angreb til sejre.

San Francisco har fået Robert Saleh tilbage som defensiv koordinator, hvilket har løftet deres niveau indtil videre, men kan de blive ved med at præstere med skader til så essentielle spillere?

4. Når Jets en ny form for elendighed?

Stakkels de fans, der havde betalt mange penge for at tage til London og se duellen mellem Broncos og Jets, et opgør, der nok vil blive set tilbage på som et af sæsonens mindst underholdende. Justin Fields fik endnu en bred palette til kavalkaden af dårlige spil, som han har præsteret i sin karriere. Quarterbacken blev sacket ni gange og tabte 55 yards på de sacks, han kastede for blot 45 yards. Det gav alt i alt den værste kastepræstation NFL har set de seneste 27 år. Alligevel affejede holdets nye cheftræner Aaron Glenn muligheden for, at holdet skiftede ud på quarterbackpositionen, trods rapporter om, at flere spillere internt på holdet skulle ønske det. Efterfølgende har angrebet fået yderligere tæsk, holdet må undvære deres bedste spiller i et stykke tid.

Jets er det eneste hold, der endnu har til gode at vinde en kamp i denne sæson. Denne runde venter Carolina Panthers, et hold Jets tidligt på sæsonen havde håbet at kunne slå og tanke selvtillid. Panthers har imidlertid vundet tre af de seneste fire kampe bag et solid forsvar og den mest formstærke angrebsspiller i NFL, Rico Dowdle, der i de seneste to kampe har løbet for 389 yards og grebet bolde for 84 yards og scoret to touchdowns.

Bliver det endnu en deprimerende uge for Jets? 

5. Kan Texans stoppe JSN?

En af de helt store positive overraskelser i indeværende sæson er Seattle Seahawks’ kasteangreb, der ført an af Sam Darnold og receiver Jaxon Smith-Njigba er ligaens mest eksplosive af slagsen. Tredjeårsreceiveren, der går under kælenavnet JSN, er den mest produktive receiver i NFL i år. Han har grebet 42 bolde (femteflest) for 696 yards (flest) og scoret tre touchdown (femtendeflest).

Smith-Njigba brød igennem i fjor, men han ser kun ud til at være blevet bedre og mere alsidig i sit spil. Den blot 23-årige receiver kan angribe modstanderens forsvar på både inder- og ydersiden og har været utroligt svær at stoppe i både mands- og zoneopdækning.

Seahawks spiller mod Houston Texans i en af de to mandagskampe i denne spillerunde. Houston har siddet over i den forgangne spillerunde og selv om de har haft offensive problemer, så har forsvaret været et af ligaens bedste, ført an af en yderst kapabel bagkæde med Derek Stingley Jr. og Kamari Lassiter som en dygtig cornerbacktandem og Jalen Pitre, en af ligaens bedre safeties.

Er det nok til at stoppe den dynamiske receiver?

Næste side: Baker Mayfield, Vravel mod sit tidligere hold og problemer i Philly