MVP-termometer uge 5 – Baker er brandvarm mens Mahomes gik kold

1

Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.

MVP er efterhånden kampen om at være ligaens bedste quarterback, så selvom Puka Nacua har gang i en fantomsæson, så ender han jo nok med at skulle “nøjes med” at vinde årets offensive spiller for første gang i karrieren.

Quarterbackpositionen er i år ramt af skader til nogle af de “sædvanlige” favoritter, hvor Joe Burrow og Lamar Jackson ser ud til at have mistet kandidaturet, mens Patrick Mahomes og Jalen Hurts har set mere menneskelige ud, end de plejer. Derfor er der heller ikke meget tvivl om, at Josh Allen i øjeblikket er favorit til at løbe med titlen for anden gang i sin karriere. Der skal dog ikke meget til at vippe ham af pinden, og bag ham er ved at samle sig et spændende felt af forfølgere, hvor en eller flere potentielt kan ramme en stime og katapultere sig frem i ræset.

Her får i listen over de spillere, der kæmper med om MVP-titlen.

Og husk, listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset. Det er et bud på, hvordan feltet ser ud lige nu.         

Vores MVP-termometer er inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel.
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på.
Ulmende – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende.

Josh Allen, QB, Buffalo Bills

De ellers ubesejrede Bills måtte lidt overraskende lide sæsonens første nederlag, da de i weekenden tabte til divisionsrivalerne fra New England Patriots med cifrene 20-23. Allen havde ellers en af sine bedste kampe i denne sæson hvor han kastede bolden 31 gange for 253 yards og to touchdowns og var samtidig kampens mest produktive løber – dog kastede han også en interception og har nu kastet en interception i to kampe i streg.

Der skal dog mere til for at opveje de foreløbige 12 touchdowns (ni kastede og tre løbet ind), som Super-Allen har scoret i år.

I næste uge rejser Buffalo til Atlanta, hvor Falcons venter. 

Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles

Også Eagles led et noget uventet nederlag, da de hjemme måtte se sig besejret af Bo Nix og Denver Broncos. Hurts var ellers den skarpeste af de to, men tog seks sacks, hvoraf størstedelen kom fra fire eller færre pass rushere. Hurts blev holdt i skak, og modstanderholdene har fået en lille finte til, hvordan man stopper Eagles. Hurts kan åbenbart forvirres, hvis man bare er kreativ nok før snappet.

Eagles’ special teams var også fint kørende med et blokeret punt og efterfølgende touchdown. Men Hurts bidrog også til festen og ramte på 15 ud af sine 24 kast for 130 yards, kastede to touchdowns og løb 62 yards.

Selvom De sikkert siger ”Nix” i Denver, så ligner det umiddelbart, at Hurts og Eagles kan holde MVP- og vinderform i hævd, når Broncos gæster Philadelphia i næste runde.  

Baker Mayfield, QB, Tampa Bay Chargers

Baker bør få mere kærlighed, end han får i øjeblikket. Bucs kæmper med en skadesliste med flere ord end de fleste CBS-afhandlinger, og kunne i femte spilleuge tilføje wide receiver Mike Evans og runningback Bucky Irving til listen over fraværende. Alligevel spillede Mayfield nærmest en perfekt kamp og ramte på 29 af sine 33 kast, sendte to i endzonen og kastede nul interceptions.

Det tidligere førstevalg satte 38 point på tavlen, og kaptajn Baker har sat kursen på sørøverskibet mod holdets femte divisionstitel i streg.

      

Justin Herbert, QB, Los Angeles Chargers

Justin Herbert er godt nok kommet ned på jorden igen efter at have vundet tre kampe i streg. Nederlaget mod Washington var Chargers andet i streg, og begge gange til hold, hvor de på papiret var favoritter.

Chargers fans vil skyde skylden på skader, og det synes jeg egentlig også, at de med god grund kan gøre. Herberts situation hos Chargers minder i høj grad om den, man ser i Cincinnati, hvor holdets offensive linje nok havde været bedre, hvis man han hentet fem nye spillere ind fra gaden.

Det kan godt være, at det ikke er 100% Herberts skyld, men man vinder ikke mange MVP-titler ved at tabe til New York Giants og Washington Commanders.

Daniel Jones, QB, Indianapolis Colts

Det er ren Peyton Manningsk – eller Andrew Lucksk. Daniel Jones har været vanvittig god siden sit skifte til Colts og er derfor berettiget med i diskussionen om at blive MVP. I femte spilleuge var han med til at molestrere Las Vegas Raiders i en 40-6-nedslagtning, hvor Jones var stort set fejlfri.

Der er vist kun tre typer af mennesker, som ikke sidder og hepper med på denne fantastiske Daniel Jones fortælling. Giants-fans, som tænker “hvad nu hvis”, fans af de rival-holdene fra AFC South og så Anthony Richardson, som nok ikke skal regne med at se banen foreløbigt.

Jared Goff, QB, Detroit Lions

Jared Goff og Detroit Lions er nærmest mekanisk gode. Indrømmet, det bliver nok ikke svært at vinder over Bengals i denne sæson, og Lions gjorde, hvad de skulle. Goff Ramte på 19 af sine 23 kast, skaffede 258 yards og tre touchdowns så der er ikke en finger at sætte på hans præstation – alligevel virker Goffs præstationer bare mere.. Det er svært lige at sætte fingeren på, men han er nok bare mere et produkt af et fantastisk system, som har gjort ham til den quarterback med flest kastede touchdowns med tolv styks.

Goff og co kommer til at fortsætte med at sætte farligt mange point på tavlen, og derfor er han selvfølgelig også med i samtalen.

Husket men ikke nævnt

Matthew Stafford og Puka Nakua fortsætter med at være en vild og voldsom duo – i weekendens nederlag til 49ers kastede Stafford 389 yards og tre touchdowns og han er nu oppe på 11 for sæsonen. Han er godt med i opløbet.

Jordan Love og Packers sad over i den netop spillede runde, og har derfor ikke rykket på sit flotte kandidatur. Packers qben har været eminent i sine første fire kampe, hvor han har kastet 1000 yards og næste ramt på 70% af sine kast.

Mahomes er selvfølgelig altid med i samtalen om MVP, men når man taber til Jaguars, så ender man i den kølige ende.

 

1 KOMMENTAR

  1. Hvor er Prescott på den her liste ?
    Han spiller lights out med en decimeret O-line og en skadet CD Lamb.
    Ser meget gerne han kommer på listen, om ikke andet som ulmende…

    /Martin
    En mangeårig Cowboys fan som altid tror at i år er året…

Comments are closed.