
Houston Texans’ wide receiver Tank Dell rev både sit korsbånd over og sit knæ ud af led i nederlaget til Kansas City Chiefs i 16. spillerunde.
Det var et grusomt øjeblik, da Tank Dell pådrog sig en knæskade i opgøret mellem Houston Texans og Kansas City Chiefs i 16. spillerunde. Dell var i tydelige smerter og både spillere, trænere og fans var tydeligt påvirket af situationen.
Mandag havde Houston Texans’ cheftræner DeMeco Ryans nyt om skadens omfang. De efterfølgende undersøgelser har vist, at Tank Dell både rev sit ene korsbånd over og rev sit knæ ud af led.
Den 25-årige receiver tilbragte natten til søndag på hospitalet i Kansas City, før han kunne vende tilbage til Houston søndag. DeMeco Ryans betonede, at det endnu er for tidligt at spekulere i, hvornår Tank Dell kan spille igen, men med tanke på skadens omfang, så er det slet ikke usandsynligt, at vi først får Dell at se igen i løbet af 2025-sæsonen.
Læs også: Højdepunkter og status efter 16. spillerunde
I sin anden sæson som professionel nåede Tank Dell at gribe 51 bolde for 667 yards og tre touchdowns. I 16. spillerunde greb han 98 yards, hvilket var hans næstbedste præstation i 2024-sæsonen.
C.J. Stroud må i forvejen se bort fra Stefon Diggs i sit receiverkorps, efter at den 31-årige receiver pådrog sig en knæskade i ottende spillerunde. Foruden Nico Collins ventes Robert Woods, John Metchie III og Xavier Hutchinson at skulle overtage en større del af arbejdsbyrden i Texans’ kasteangreb som følge af Dells skadesfravær.
Houston Texans (9-6) har allerede sikret sig divisionstitlen i AFC South, og de møder Baltimore Ravens (10-5) i 17. spillerunde Juledag den 25. december 2025.
Se også: Højdepunkter fra Kansas City Chiefs mod Houston Texans








