Video: Chiefs fortsætter kursen mod toppen

0

Patrick Mahomes så ikke det mindste skadet ud, da han førte Kansas City Chiefs til sejr over Houston Texans.

Kansas City Chiefs fortsatte kursen mod førstepladsen i AFC, da de besejrede Houston Texans med 27-19 på Arrowhead Stadium. Med sejren har Chiefs nu vundet 14 af 15 mulige kampe.

Derudover har Kansas City Chiefs nu vundet 16 kampe i træk, som er blevet afgjort med otte eller færre point, hvoraf 11 af disse sejre er indtruffet i 2024-sæsonen.

Omvendt har Houston Texans nu tabt fire af de seneste syv kampe, og DeMeco Ryans’ mandskab står nu med seks nederlag for sæsonen. Selvom det ikke er en ideel optakt til slutspillet, så har det ikke den store betydning for Texans, som allerede har vundet AFC South-divisionen og skulle bruge en del held for et blive bedre end 4. seed i AFC-halvdelen.

Hvilken ankelskade?

Én af de helt store historier frem til opgøret var Patrick Mahomes’ ankelskade, som han pådrog sig i sejren over Cleveland Browns i 15. spillerunde. Det var imidlertid ikke til at se, at Mahomes skulle være hæmmet af sin ankel.

I stedet var det Patrick Mahomes selv, som satte de første point på tavlen, da han tog benene på nakken og løb et 15-yard langt touchdown ind. Derudover ramte Mahomes på 28 af 41 kast for 260 yards og et touchdown.

Skadet Tank Dell måtte køres fra Arrowhead Stadium

Som resultatet indikerede, så havde C.J. Stroud og resten af Texans’ angreb en svær eftermiddag i Kansas City. Steve Spagnuolos forsvar leverede 11 quarterback-hits og to sacks, mens de også fremtvang to interceptions.

Alligevel var det værste slag for Texans’ angreb, at receiver Tank Dell måtte udgå med dét, der lignede en alvorlig knæskade. Skaden indtraf i begyndelsen af tredje quarter, da Dell ellers greb et flot 30-yard touchdown, og han måtte efterfølgende køres fra Arrowhead Stadium i en ambulance.

Houston Texans’ angreb mærkede tydeligvis konsekvenserne af Tank Dells skade. Faktisk scorede Texans bare et enkelt field goal og producerede sølle 38 offensive yards, efter at Dell var udgået.

CJ Stroud var også helt ved siden af sig selv og ramte efter skaden på blot fem af 10 kast, blev sacket to gange og måtte indkassere to delay-of-game straffe.

Læs også: Optakt til Hjalte Froholdts møde med hjælpeløse Carolina Panthers