
Baltimore Ravens’ tight end Isaiah Likely brækkede foden til tirsdagens træning og meldes nu tvivlsom til sæsonpremieren mod Buffalo Bills.
På ét af de allersidste spil til tirsdagens træning blev Baltimore Ravens’ angreb ramt af en ulykke.
Holdets tight og supertalent Isaiah Likely pådrog sig en skade og måtte køres fra grønsværen. De efterfølgende undersøgelser har vist, at Likely har brækket sin fod, og han er allerede blevet opereret.
Operationen betyder, at Likely som minimum kommer til at misse resten af Ravens’ træningslejr og sæsonstart.
Ifølge tv-stationen NFL Network forventer Baltimore Ravens, at Isaiah Likely skal bruge fire til seks uger på at blive sin skade kvit. Hvis genoptræningsplanen holder stik, så kan Likely blive klar til Ravens’ sæsonpremiere mod Buffalo Bills, der spilles natten til mandag den 8. september.
Isaiah Likely viste prøver på sit talent i den forgangne sæson, hvor han greb 42 bolde for 477 yards og seks touchdowns. Det er forventningen i Baltimore, at Likely bliver en endnu større del af Ravens’ angreb i 2025.
Hvis Likely ikke bliver klar til sæsonstarten, så bliver arbejdsbyrden større for veteranen Mark Andrews. Derudover kan vi forvente at se Ravens i højere grad vil stille op med tre receivers frem for at spille med to tight ends.
Skaden kommer også på et dårligt tidspunkt for Isaiah Likely, der bare har et enkelt år tilbage af sin nuværende aftale med Baltimore Ravens. Likely går derfor ind til en vigtig sæson, før han skal forhandle en ny aftale på plads næste år – enten med Baltimore Ravens eller med andre bejlere.
Læs også: Football is back! – Gul klud








