
Baltimore Ravens skal undvære sidste års gennembrudsspiller Ar’Darius Washington i 2025-sæsonen. Den 25-årige safety har revet sin akillessene over.
John Harbaugh og Eric DeCosta havde knap fået styr på de bagerste forsvarsgeledder, før Baltimore Ravens blev ramt af en alvorlig skade. Det er Ar’Darius Washington, som har revet sin akillessene under et træningspas.
Skaden betyder, at Ar’Darius Washington i bedste fald misser størstedelen af 2025-sæsonen. Men det er heller ikke utænkeligt, at Washington slet ikke kommer i spil i 2025.
Skaden er et alvorligt slag for Baltimore Ravens. Ar’Darius Washington fik sit store gennembrud i NFL i fjor, hvor han slog den profilerede safety Marcus Williams af holdet og etablerede sig som en fast starter hos Ravens.
Ar’Darius Washington medvirkede i alle 17 grundspilskampe i 2024-sæsonen, hvori han leverede 64 tacklinger, to interceptions et sack, en forceret fumble.
Efter sæsonafslutningen skrev den 25-årige safety under på sin free agent tender, som forlængede hans ophold i Baltimore med et år. Ar’Darius Washington var udset at skulle starte sammen med All Pro-spilleren Kyle Hamilton og førsterundevalget Malaki Starks i Ravens’ forsvar i 2025.
Baltimore Ravens hentede oprindeligt Ar’Darius Washington til i 2021, efter at han ikke blev valgt i draften.
Læs også: Browns-stjerne misser hele sæsonen








