Atlanta Falcons-stjernen Julio Jones har misset de seneste to kampe med en tåskade, men cheftræner Dan Quinn tror på, at receiveren er tilbage mod Carolina Panthers juleaftensdag.

Matt Ryan og Atlanta Falcons-angrebet har ikke haft problemer med at score point de seneste to kampe uden wide receiver Julio Jones. 42 og 41 point er det blevet til mod henholdsvis Los Angeles Rams og San Francisco 49ers. Der kan dog være en fin julegave i vente for Falcons, når holdet møder Carolina Panthers lørdag, juleaftensdag.

Cheftræner Dan Quinn håber og tror på, at Jones har lagt tåskaden bag sig og er med igen i det vigtige divisionsopgør.

“Jeg er forhåbningsfuld. Så jeg tror, han vil (returnere). Vi vil se på det, men er han med i træningerne tirsdag og onsdag, har han en god chance (for at spille),” sagde Quinn efter kampen mod San Francisco.

“Jeg kan ikke sige noget sikkert, før han kan eksplodere, som han kan, men han er langt tættere på at være klar end de seneste to uger,” vurderede cheftræneren.