
Los Angeles Rams risikerer at skulle undvære sin helt store angrebsstjerne, når de møder Jacksonville Jaguars på Wembley Stadium i syvende spillerunde.
Los Angeles Rams slog ganske vist Baltimore Ravens med 17-3 i sjette spillerunde, men træerne vokser ikke ind i himlen for de forsvarende NFC West-vindere.
Puka Nacua, som havde grebet flest bolde (52) og yards (588) i NFL inden sjette spillerunde, udgik i kampens andet quarter med en ankelskade.
Skaden indtraf, da Puka Nacua steg til vejrs i en direkte duel med Marlon Humphrey om bolden i Ravens’ endzone. Det var svært at se, om Nacua enten satte forkert af, eller om han landede skævt på sin ankel. I hvert fald måtte Puka Nacua have hjælp og støtte fra Rams’ lægestab til at forlade grønsværen.
Efter opgøret er det kommet frem, at Puka Nacua har forvredet sin ankel, og at han i første omgang er meldt tvivlsom til Los Angeles Rams’ næste opgør mod Jacksonville Jaguars, der spilles på Wembley Stadium næste søndag.
Rams måtte i forvejen undvære Tutu Atwell i kampen mod Baltimore Ravens, da han sad ude med en forstrækning i baglåret. Således risikerer Rams’ receiverkorps at være ganske decimeret til London-kampen.








