
Philadelphia Eagles’ suveræne offensive tackle Lane Johnson har pådraget sig en ledbåndsskade i sin ene fod, og frygtes ude i resten af grundspillet.
Philadelphia Eagles tog en monumental sejr, da de besejrede Detroit Lions med 16-9 i den sene søndagskamp. Med sejren indtager Eagles førstepladsen i NFC, og de forsvarende mestre har kursen rettet mod slutspillet.
Jalen Hurts og Saquon Barkley skal imidlertid køre divisionstitlen og førstepladsen i NFC i hus uden én af deres dygtigste medspillere. Den seksdobbelte Pro Bowl-tackle Lane Johnson har pådraget sig en skade i sin ene fod, som risikerer at holde ham ude i resten af grundspillet.
Ifølge TV-stationen ESPN har Lane Johnson forstrakt et ledbånd i sin ene fod, og de første indikationer går på, at den 35-årige højre tackle misser de næste fire til seks kampe.
Derudover var det anden kamp i træk, at Lane Johnson måtte udgå med en skade. I 10. spillerunde forlod Johnson banen i Green Bay med en ankelskade, om end han formåede at kæmpe sig tilbage på grønsværen i kampens slutfase.
I søndagens kamp mod Detroit Lions var det Fred Johnson, der overtog rollen som højre tackle fra Lane Johnson. Det er også forventningen, at Fred Johnson starter, så længe Lane Johnson sidder ude.
Skaden kan få enorm betydning for Philadelphia Eagles i sæsonens slutfase. Lane Johnson bliver bredt anerkendt som én af de bedste offensive linjespillere i NFL, og historikken tilsiger, at Eagles er ét hold med og et andet hold uden Johnson.
Med Lane Johnson på højre tackle-positionen har Eagles vundet 96 af 138 kampe, mens de har tabt 23 af de 35 kampe, som Lane Johnson har misset. Således har Eagles vundet 70 procent af de kampe, som Johnson starter, mens de bare har vundet 34 procent af kampene uden Johnson.
Efter 11 spillerunder har Philadelphia Eagles vundet otte af de 10 kampe, som de har spillet.








