Von Miller blev knæskadet mod Detroit Lions og frygtes ude i en længere periode.

Buffalo Bills vandt en tæt sejr over Detroit Lions på 28-25, som de gæstede i forbindelse med Thanksgiving, men sejren kom med en dyr pris. Undervejs måtte forsvarsprofilen Von Miller udgå med en knæskade, og det er nu uvist, hvor længe det kommer til at koste ham.

De indledende undersøgelser af Von Millers knæ har efter sigende vist, at han ikke har revet sit korsbånd over. Derimod har han beskadiget sin menisken, og ifølge ESPN og Adam Schefter vil Bills vente en uges tid, før de undersøger Von Miller på ny og træffer en endegyldig beslutning om hans videre færd i 2022.

Det betyder også, at Von Miller med sikkerhed misser Buffalo Bills’ næste opgør, som de spiller torsdag mod New England Patriots. Eftersom A.J. Epenesa også er skadesplaget, forventes Shaq Lawson at komme i aktion i Von Millers fravær.

Von Miller har spillet glimrende i sin første sæson for Buffalo Bills. Efter 11 kampe står han noteret for 21 tacklinger, otte sacks og en enkelt forceret fumble.