Pittsburgh Steelers’ slutspilshåb hænger i en tynd tråd, efter at Kenny Pickett er blevet opereret for en ankelskade.

Trettende spillerunde udviklede sig til lidt af et mareridt for Pittsburgh Steelers. Mike Tomlins mandskab tabte et vigtigt skridt i kampen om slutspillet i AFC, da de tabte til Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals med 24-10. Kenny Pickett måtte også udgå med en ankelskade i andet quarter, da han blev sendt til tælling, efter at han forsøgte at løbe for et touchdown.

Mandag kunne Mike Tomlin fortælle pressen, at Kenny Pickett er blevet opereret for ankelskaden, samt at det er uvist, hvornår den 25-årige quarterback kommer i spil igen. I første omgang er det sikkert, at Pickett misser den kommende torsdagskamp, hvor Steelers møder kriseramte New England Patriots. I Kenny Picketts fravær ventes ingen ringere end Mitchell Trubisky at starte bag center.

Kenny Pickett var ikke den eneste Steelers-profil, som udgik med en alvorlig skade i weekenden. Steelers mistede også Minkah Fitzpatrick på ny, da den dygtige safety brækkede sin venstre hånd. Fitzpatrick var ellers lige vendt tilbage på banen, efter at han har misset den seneste måned med en forstrækning.