
Jalon Walker måtte udgå fra gårsdagens træning med en knæskade. Nu er han officielt meldt færdig for sæsonen.
Atlanta Falcons havde dårligt nok nået at få armene ned, efter stjernespilleren Bijan Robinson skrev under på en forlængelse, inden de blev ramt af en ordentlig mavepuster.
Presspilleren Jalon Walker sluttede sin træning på en golfvogn, der kørte ham direkte i omklædningsrummet, og nu viser røntgenbilleder, at Walkers ene korsbånd er blevet revet over.
Derfor kommer han ikke i aktion i den kommende sæson.
Skaden kommer i kølvandet på en flot første sæson i NFL for den 22-årige udvendige linebacker. Der leverede han 5,5 sacks, fem tacklinger for minusyards og fik forceret to fumbles i sine 15 kampe.
Derfor er fraværet af den dygtige presspiller også et “stort tab”, fortale Falcons’ udvendige linebacker-træner John Timu i dag til den fremmødte presse.
Både grundet hans høje niveau og store potentiale – men også fordi Falcons i forvejen står med problemer blandt sine presspillere.
James Pearce Jr. blev nemlig anholdt i februar for grov vold med et farligt våben, stalking og for at flygte fra politiet. Selvom der endnu ikke er faldet dom i sagen, så skriver flere medier, at Falcons forventer, at Pearce ender med at få en karantæne, der kan holde ham ude af store dele af den kommende sæson.
Dermed kan holdet meget vel ende med at stå uden to af deres største profiler på forsvaret, når den nye sæson sparkes i gang til september.
Læs også: Panthers-rookie er færdig for sæsonen









