For nogle uger siden havde Tampa Bay Buccaneers en af NFLs mest spændende runningback-duoer. Doug Martin skulle skaffe de tunge løbeyards, mens Charles Sims var fremragende i kastespillet. Nu er de begge skadet.

Doug Martin har efterhånden været skadet i nogle uger, da han ikke har været i kamp siden spilleuge 2 mod Arizona Cardinals. Hans skade er ingen nyhed, det er skaden til Charles Sims derimod.

Sims blev skadet i knæet i sidste uge mod Denver Broncos, og inden nattens kamp mod Carolina Panthers bekræftede Buccaneers, at Sims er blevet placeret på IR-listen. Han er således ude mindst 8 uger, men kan blive genaktiveret til truppen, hvis man bliver skadet kvit.

Mens Doug Martin var ude, prøvede Buccaneers at involvere Sims i det tunge løbespil, uden det store held dog. I de to kampe uden Martin, har Sims løbet 28 gange for kun 83 yards. Det giver et pauvert gennemsnit på 2,96 yards pr. løb.

I fraværet af både Charles Sims og Doug Martin, vil Jacquizz Rodgers være første-runningback. Rodgers har spillet 5 år i ligaen, 4 for Falcons mens sidste år var for Bears.

Doug Martin forventes i øvrigt tilbage i løbet af denne eller den kommende uge.