Buffalo Bills’ forsvarsstjerne har fået forpurret sin sæsonstart af forskellige skader og nu er frygten, at han misser resten af sæsonen med en skadet biceps.
Ed Oliver har revet sin ene bicepsmuskel over og skal derfor under kniven. Buffalo Bills’ cheftræner Sean McDermott har allerede bebudet, at skaden kommer til at Oliver ude på ubestemt tid.
Frygten er, at den dygtige defensive tackle er færdig for sæsonen.
Skaden indtraf i søndagens opgør mellem Buffalo Bills og Carolina Panthers, som Bills vandt med 40-9. Inden da nåede Ed Oliver at levere sit 30. sack i karrieren, da han buldrede ind i Andy Dalton og sendte ham i jorden.
Det er ildevarslende nyt for Buffalo Bills, som allerede er tyndt besat på deres defensive tackle-position. DeWayne Carter er allerede meldt ude for sæsonen, efter at han har revet sin akillessene over, og den lovende rookie T.J. Sanders kæmper selv med en knæskade.
I skrivende stund har Buffalo Bills kun to skadesfri defensive tackles i spillertruppen i form af rookie Deone Walker og veteranen Larry Ogunjobi.
Tidligere på sæsonen missede Ed Oliver fire kampe på grund af en ankelskade, og han har derfor kun medvirket i tre kampe i 2025-sæsonen. I de tre kampe har han været en force med 12 tacklinger, tre sacks og en forceret fumble som følge.

