
I søndags fejrede NFL én af de mest dynamiske positioner i sporten – tight ends. Og de mange dygtige tight ends skuffede ikke.
Siden 2018 har NFL brugt sidste søndag i oktober på at hylde ligaens tight ends. Festligheden har fået titlen “National Tight Ends Day”, og det er en begivenhed, som spillere, kommentatorer og fans har taget til sig.
I den forgangne sæson blev der scoret hele 16 touchdowns af en tight end på “National Tight Ends Day”, hvilket var flest, siden begivenheden startede, ligesom det var dén søndag i 2024-sæsonen, hvor der blev scoret flest touchdowns af tight ends.
Ligaens tight ends skuffede heller ikke i år, hvor det blev til 12 touchdowns på “National Tight Ends Day” anno 2025.
Kraft og Goedert førte an
Én af de mest markante præstationer – på tværs af alle positionsgrupper – i søndagens kampe finder vi i Pittsburgh, hvor Green Bay Packers besejrede Steelers med 35-25.
Tucker Kraft var her, der og alle vegne, da han greb syv bolde for 143 yards og to touchdowns. Samlet set har Kraft nu grebet 469 yards og seks touchdowns i sæsonen, hvilket er henholdsvis næstflest og tredjeflest blandt ligaens tight ends.
Andetsteds leverede Dallas Goedert også en suveræn indsats, da han greb to touchdowns og bidrog til Philadelphia Eagles’ hævntogt mod divisionsrivalerne fra New York Giants.
Med scoringerne blev Tucker Kraft og Dallas Goedert den ottende og niende spiller siden 2018 til at gribe mindst to touchdowns på “National Tight Ends Day”. I fjor var det Atlanta Falcons’ Kyle Pitts og Tampa Bay Buccaneers’ Cade Otton, som blev en del af klubben, da de scorede to touchdowns hver.
George Kittle og David Njoku bliver bare ved og ved…!
Det var oprindeligt den forhenværende San Francisco 49ers-quarterback Jimmy Garoppolo, som tog initiativ til at hylde ligaens tight ends, efter at hans to tight ends George Kittle og Garrett Celek var gået forrest i 49ers’ sejr over Detroit Lions.
Netop George Kittle har siden da været den uofficielle bannerfører for “National Tight Ends Day” og den 32-årige superstjerne scorede naturligvis også et touchdown denne søndag.
Én af de andre spillere, som har udmærket sig på “National Tight Ends Day” er Cleveland Browns’ David Njoku – og i år var ingen undtagelse.
David Njoku greb fire bolde for 37 yards og et touchdown i Browns’ nederlag til New England Patriots, hvilket gør ham til én af bare otte spillere, som har grebet mindst tre touchdowns på “National Tight Ends Day”, siden begivenheden så dagens lys.
De syv andre spillere er førnævnte Dallas Goedert (fem), Tucker Kraft (tre), George Kittle (tre) samt Travis Kelce (fire), Evan Engram (tre), Mark Andrews (tre) og Darren Waller (tre).
Se også: Jets’ tight end scorede rundens vildeste touchdown – og alle de fedeste spil fra søndagens kampe








