
New Orleans Saints risikerer at skulle undvære sin quarterback i 2025. Derek Carr døjer med en skulderskade, som har vist sig mere alvorlig end først antaget.
Ifølge TV-stationen NFL Network kæmper Derek Carr med en skulderskade, som risikerer at holde ham ude i store dele af 2025-sæsonen. NFL Network melder også, at Carr og Saints længe har kendt til skaden, men at det først er nu, at de har fået afdækket alvoren af den.
Næste skridt er, at Derek Carr og New Orleans Saints skal finde ud af, om Carr skal opereres. Såfremt Carr vælger at lade sig operere, så kan det koste ham sæsonforberedelserne og starten af 2025-sæsonen.
Det er dårligt nyt for New Orleans Saints, der senest har ansat Kellen Moore som ny cheftræner. Foruden Derek Carr råder Saints også over Jake Haener, som de valgte i fjerde runde af 2023-draften, og Spencer Rattler, som de valgte i femte runde af 2024-draften. Haener og Rattler har startet syv kampe tilsammen, og de har endnu til gode at smage sejrens sødme i NFL.
Derek Carr kæmpede også med flere forskellige skadeskvaler i 2024-sæsonen, som var hans anden i Saints-uniformen. Den 34-årige quarterback glippede syv kampe og sluttede sæsonen med en brækket hånd. New Orleans Saints vandt fem af de 10 kampe, som Carr startede, og han nåede at kaste for 2.145 yards, 15 touchdowns og fem interceptions.
New Orleans Saints råder over det niende valg i 2025-draften, mens fire af holdets ni valg indtræffer i top 100. Saints har valgt en quarterback i fire af de seneste fem drafts, men ingen af dem har slået til. Spørgsmålet er nu, om tvivlen omkring Derek Carr kan føre til, at Saints igen prøver lykken med en ny quarterback?
Læs også: NFL Draft 2025 – Top 10 quarterbacks







