San Francisco 49ers’ angrebsprofil Deebo Samuel har fået grønt lys af lægestaben til at spille i NFC-finalen.

San Francisco 49ers’ angreb får en vigtig profil tilbage, når de brager sammen med Dan Campbell og Detroit Lions i NFC-finalen. Deebo Samuel har fået grønt lys af 49ers’ lægestab til at spille, og han er fast besluttet på at komme i aktion.

Deebo Samuel pådrog sig en skulderskade i første quarter af slutspilsopgøret mod Green Bay Packers, som holdt ham ude af størstedelen af kampen. De efterfølgende scanninger viste, at Samuel ikke havde brækket sin skulder, men at han “bare” havde fået et hårdt slag.

Hovedpersonen selv udtalte fredag, at han “ikke har i sinde at passe på sig selv” i NFC-finalen. Vi må forvente, at Samuel bliver en vigtig del af Kyle Shanahans angrebsplaner. Samuel greb 892 yards, løb for 225 yards og scorede hele 12 touchdowns i grundspillet.

San Francisco 49ers og Detroit Lions mødes på Levi’s Stadium natten til mandag kl. 00:30 dansk tid.

Læs også: Optakt til NFC-finalen mellem 49ers og Lions