Robert Salehs forsvar må undvære den nytilkomne profil Carl Lawson i den kommende sæson.

Gårsdagens (19.08.21, red.) fælles træningssession mellem New York Jets og Green Bay Packers udviklede sig til et mareridt for førstnævnte, da nytilkomne Carl Lawson måtte køres fra banen efter en skade.

Seneste scanninger har nu bekræftet Jets’ værste frygt. Carl Lawson har revet sin akillessene over og kommer derfor ikke i aktion for New York Jets i den kommende sæson.

Tabet af Carl Lawson hverken kan eller må undervurderes. I sine foregående sæsoner for Cincinnati Bengals har Lawson etableret sig blandt de bedre defensive ends i NFL efter at have leveret 81 tacklinger og 20 sacks.

I fjor leverede New York Jets 12. færrest sacks i NFL med 1,9 pr. kamp i gennemsnit. Derfor var Carl Lawson udset en afgørende rolle i Robert Salehs projekt om at bringe Jets tilbage til fordums styrke.

Med Carl Lawson på sidelinjen råder New York Jets over John Franklin-Meyers, Kyle Phillips, Vinny Curry, Ronald Blair, Jabari Zuniga og Bryce Huff som mulige alternativer. I første omgang færdiggjorde sidstnævnte Huff træningssessionen som Lawsons afløser.