Denver Broncos’ startende runningback, C.J. Anderson, er måske færdig for sæsonen, efter han pådrog sig en knæskade i mandagens opgør mod Houston Texans.

Choktilstand. Sådan er situationen lige nu i Denver, efter det er kommet frem, at runningback C.J. Anderson muligvis har været på banen for sidste gang i indeværende sæson.

Anderson blev knæskadet natten til mandag i sejren mod Houston Texans, men færdigspillede kampen uden store problemer. Nu meldes det så, at runningbacken har beskadiget en knogle i knæet, der mindst vil holde ham ude i et par uger, men muligvis i resten af sæsonen.

C.J. Anderson var Denvers store offensive profil mod Houston, hvor han løb for 107 yards og et touchdown på 16 løb. Det står dog ikke helt håbløst til for Broncos, der har den lovende rookie-runningback Devonta Booker stående klar i kulissen til at erstatte Anderson. Han kan måske endda stjæle den nuværende starters job, hvis han lever op til det potentiale, som flere eksperter mener, han har.