Tampa Bay møder Dallas Cowboys i deres indledende kamp i den kommende NFL-sæson, og holdet håber at der kan komme yderligere stjernestøv i storkampen.

Chris Godwins 2021-sæson sluttede på trist vis i december måned, da han overrev flere ledbånd i sit knæ i et nederlag til New Orleans Saints. Selv om det er en skade, der ofte holder spillere ude i tid, så håber Buccaneers, at den dygtige wide receiver er klar til holdets første kamp i den kommende sæson.

Det fortæller Adam Schefter på ESPN.

Ifølge Schefter vil holdet tage det roligt med den 26-årige receiver og ikke tvinge ham tilbage før tid. Det betyder, at han med al sandsynlighed ikke vil være i nærheden af spilletid i preseason, men han kan blive klar til braget mod Dallas Cowboys.

Godwin blev trods den slemme skade enige med Buccaneers om en kontraktforlængelse i foråret. Receiveren skal tilbringe de næste tre sæsoner for Florida-mandskabet og vil blive betalt omkring 60 millioner dollars for sit arbejde.

Den talentfulde angrebsspiller har repræsenteret Buccaneers i 72 kampe i grundspillet, hvoraf 47 kom fra start. Han har grebet 342 bolde for mere end 4600 yards og scoret 30 touchdowns. Godwin har været en central del af angrebet og en af Tom Bradys trofaste receivere, jo før han er klar i denne sæson, jo bedre for Tampa.