Tampa Bay Buccaners er stadig usikre på, hvornår Jason Pierre kan spille igen. Holdet forventer dog ikke at forsvarsspilleren bliver klar før oktober.

Selv hvis Jason Pierre-Paul undgår en operation for sin nakkeskade, kommer han næppe til at spille football før engang i oktober.

Det fortalte Tampas cheftræner Bruce Arians til Rick Stroud fra Tampa Bay Times.

“Det er mit bud, bare så vi er på den sikre side og ikke tvinger ham tilbage, før han er klar,” fortalte Arians. “Han er en af de spillere, der kommer sig hurtigt fra skader. Derfor er jeg ikke meget for at sætte en tidsramme. Jo tidligere han kommer tilbage, jo bedre. Så længe han altså er rask.”

Jason Pierre-Pauls nakkeskade stammer fra en bilulykke tidligere på året, hvor hans Ferrari mistede vejgrebet og kørte ind i en betonbarriere. JPP blev straks kørt til hospitalet. Her blev det klart, at han havde beskadiget sin nakke.

Formentlig undgår han en operation, men det vides først endeligt, når hans skade bliver evalueret af en række eksperter i slutningen af juli. Hvis ikke hans nakke har helet ordentligt, kan en operation igen komme på tale. Og i så fald misser han hele 2019-sæsonen.