Trods sejr i årets første kamp for Denver Broncos, så var alt ikke fryd og gammen. Holdet må undvære to af de større profiler de næste uger.

Wide receiver Jerry Jeudy og cornerback Ronald Darby kommer ikke til at tørne ud for Denver Broncos den næste måneds tid. I en flot 27-13 sejr over New York Giants pådrog begge spillere sig skader, der er alvorlige nok til, at holdet har placeret dem på injured reserve. Det betyder, at der skal gå tre spillerunder, før de to igen kan gøre sig gældende for Denver. 

Ian Rapoport fra NFL Network skrev om den uheldige situation på Twitter.

Broncos valgte receiver Jerry Jeudy som den femtende spiller i 2020-draften, og trods receiveren havde et fint rookieår, var det ikke problemer. Mod Giants så den 22-årige angrebsspiller ud til at være mere motiveret end nogensinde før, inden han vred om på anklen i tredje quarter. Jeudy sluttede kampen med seks grebne bolde for 72 yards, men må nu bruge det næste tid på rehabilitering.

Ronald Darby spiller modsat Jeudy sin første sæson i Denver. Broncos hentede den erfarne cornerback til, efter han havde spillet en god sæson for Washington Football Team i fjor. Den 27-årige forsvarsspiller spillede hele kampen, men blev efterfølgende vurderet af holdets lægestab grundet smerter i baglåret. Han får nu også lov til at bruge de næste uger i tæt samarbejde med holdets fysioterapeuter.

Darby var udset en stor rolle i denne sæson, som en del af en potentielt skræmmende cornerback-trio bestående af ham selv, Kyle Fuller og dette års førsterundevalg, Patrick Surtain II.