
San Francisco 49ers’ forsvarsgeneral Fred Warner er lavet af stål. Det er kommet frem, at Warner har spillet med en brækket ankel siden fjerde spillerunde.
Skaderne har haglet ned over San Francisco 49ers i årets grundspil. Senest måtte Kyle Shanahan se bort fra bærende startere som Brock Purdy, Brandon Aiyuk, Trent Williams og Nick Bosa.
Som følge har San Francisco 49ers bare vundet fem af 11 kampe og befinder sig på en ganske uvant tredjeplads i NFC West.
Onsdag kunne Fred Warner så dele, at han har brækket en knogle i sin ankel, samt at han har spillet med skaden siden fjerde spillerunde. Warner fortalte også, at han modtager smertestillende behandling før og under kampene for at klare smerterne.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Warner overhovedet kan spille med en brækket ankel. Derudover har Warner leveret en flot individuel sæson, hvor han foreløbigt står noteret for 50 tacklinger, et sack, to interceptions og fire fremtvungne fumbles.
Fred Warner og San Francisco 49ers møder Buffalo Bills i den kommende spillerunde. Braget finder sted i Orchard Park i New York, og det spilles natten til mandag d. 2. december 2024 dansk tid.
Læs også: Daniel Jones har fundet sit nye hold








