
Seattle Seahawks har skrevet en etårig aftale med det tidligere førsterundevalg Terrion Arnold, selvom han aktuelt er anklaget i en sag om kidnapning og røveri.
Det er omtrent halvanden måned siden, at Detroit Lions fyrede deres førsterundevalg fra 2024-draften, Terrion Arnold.
Den resolutte afskedigelse skete kort tid efter, at Arnold blev fængslet i Florida og anklaget for at have begået røveri og kidnapning. Sagen er endnu ikke afsluttet, og kan i yderste tilfælde give Arnold en livslang fængselsstraf.
Ikke desto mindre har de forsvarende mestre udnyttet situationen og hentet Terrion Arnold ind på en etårig aftale. Aftaledetaljerne er endnu ikke offentliggjort, så det er uvist, hvordan Seahawks er stillet, hvis Arnold rent faktisk skal afsone en længere fængselsstraf, eller hvis han får tildelt en karantæne af NFL.
Terrion Arnold var én af de mest ombejlede forsvarsspillere i 2024-draften, efter at han havde udmærket sig for Alabama i college-rækkerne. Derfor handlede Lions sig frem i draften og at vælge ham med det 24. valg i første runde.
Indtil videre står Arnold noteret for 24 kampe i NFL, hvori han har leveret 91 tacklinger og en enkelt interception. Arnold blev begrænset til otte kampe i den forgangne sæson på grund af en skulderskade.
Beslutningen skal ses i lyset af, at Seahawks mistede deres startende cornerback Riq Woolen til Philadelphia Eagles tidligere på året. I stedet er Josh Jobe udset at skulle starte på den modsatte side af Devon Witherspoon, mens Noah Igbinoghene og rookie Julian Neal konkurrerer om rotationspladserne.
Læs også: 10 svar vi leder efter i preseason









