Seattle Seahawks-cheftræner vil først og fremmest etablere løbespillet i den kommende sæson. Samtidig forsikrer han, at udskældte Brian Schottenheimer fortsætter som offensiv koordinator.

2020-sæsonen startede særdeles lovende for Seattle Seahawks med et fremragende angreb, der scorede minimum 30 point i syv af deres første otte kampe. Russell Wilson lignede en MVP, og Pete Carroll virkede til at have indset, at et angreb bygget op omkring Wilsons talent var vejen frem.

Men siden er offensivens niveau faldet gevaldigt i takt med, at Seahawks er gået tilbage til at løbe bolden frem for at kaste den. Det kulminerede lørdag med en skidt præstation mod Los Angeles Rams og et tidligt slutspilsexit.

Læs også: Rams-forsvaret dominerer i slutspilssejr over Seahawks

Kritikken af Pete Carrolls konservative stil har været stor, men Seahawks-cheftræneren har slet ikke opgivet sine tanker om et løbetungt angreb. Ifølge Joe Fann fra NBC Sports fortæller Pete Carroll, at det primære fokus i 2021 vil være at løbe bolden oftere og mere effektivt.

Pete Carroll understregede desuden, at Brian Schottenheimer ikke er færdig i jobbet som offensiv koordinator for holdet. Schottenheimer har også været udskældt for sin meget løbeglade angrebsstrategi, som han konsekvent vender tilbage til.

Medmindre Pete Carroll besidder en meget sort humor og en stor portion selvironi, så kan Seattle-fans højst sandsynligt se frem til masser af løb og knap så meget Russell Wilson i fremtiden.