Svar vi leder efter i 2025-sæsonen
Kan Caleb Williams kaste for over 4.000 yards?
Efter en turbulent rookie-sæson er Caleb Williams klar til at tage næste skridt i sin udvikling som NFL-quarterback. Med 20 touchdowns og 3.541 yards i sin første sæson har han allerede vist noget af sit potentiale, men Chicago Bears forventer mere fra 2024-draftens højst valgte spiller.
Til denne sæson har Williams sat nye mål. Han vil blive den første Bears-quarterback til at kaste for over 4.000 yards og opnå en completion rate på 70%. Et mål, som afspejler hans ønske om at føre holdet tilbage til playoff-billedet og etablere sig som en af ligaens bedste quarterbacks.
Indtil videre har træningslejren været blandet, og det har mere været Bears forsvar end angreb, der har trukket de positive overskrifter. Samarbejdet med Ben Johnson forventes at styrke angrebet yderligere, og der er ligeledes investeret i spillere omkring Caleb Williams.
Hvis Williams kan leve op til sine mål og fortsætte sin udvikling, kan han blive den quarterback, som fansene har ventet på i evigheder. Er ventetiden mon ovre?
Detroits nye angreb: Hvad ændrer sig uden Ben Johnson?
Efter en succesfuld sæson, hvor Detroit Lions satte rekord med 15 sejre, står holdet nu over for en stor forandring. Den populære offensive koordinator Ben Johnson er blevet cheftræner for divisionsrivalerne i Chicago, og hans afgang rejser spørgsmålet: Hvordan vil angrebet se ud og udvikle sig i 2025?
For at erstatte Johnson har Lions ansat John Morton som ny offensiv koordinator. Morton, der tidligere har arbejdet som kastespilskoordinator for Denver Broncos, vender tilbage til Detroit, hvor han tidligere var en del af staben i 2022. Og det er nok ikke helt tilfældigt, at Lions vælger en mand, der tidligere har været i klubben sammen med cheftræner Dan Campbell.
En af de største udfordringer for Morton bliver at bevare den offensive dynamik, som har kendetegnet Lions under Johnson. Lions har stadig et stærkt fundament med spillere som Amon-Ra St. Brown og Sam LaPorta. Hvis Morton kan integrere sine egne ideer uden at miste den offensive identitet, kan Lions fortsætte deres succes i 2025. Også selvom de skal erstatte stjernecenteren Frank Ragnow, der valgte at trække sig fra NFL tilbage i juni.
Læs også: Sæsonoptakt – NFC East
De bedste receivere venter – kan bagkæden følge med?
I denne sæson står Green Bay Packers overfor en udfordring i bagkæden. Med afgangen af Jaire Alexander er holdets cornerback-gruppe blevet forynget og erfaringsmæssigt markant tyndere. De forventede startere i 2025 er Keisean Nixon, Nate Hobbs og Carrington Valentine.
Denne gruppe skal nu stå over for nogle af ligaens bedste wide receivers. Både Justin Jefferson i Vikings og Amon-Ra St. Brown i Lions er kendt for deres eksplosive spil og evne til at dominere modstandernes forsvar. Begge receivere har etableret sig i toppen af NFL som nogle af de mest pålidelige og produktive receivere.
Den defensive koordinator i Packers, Jeff Hafley, har tidligere udtalt, at han har tillid til sine unge cornerbacks, men han erkender, at de vil blive testet hårdt i divisionen. Det bliver afgørende for Nixon, Hobbs og Valentine at udvikle sig hurtigt og finde kemi som en enhed. De vil selvfølgelig også have støtte fra deres safeties i form af Xavier McKinney og Evan Williams, og det kan der i den grad vise sig at være brug for.
Hvis bagkæden kan modstå presset og levere på højt niveau, kan holdet sagtens byde de andre divisionsmodstandere op til dans. Hvis ikke, kan det modsat blive en udfordring at holde trit med de øvrige hold i divisionen.
Læs også: Sådan gik draften i NFC North
Kan McCarthy gå fra skadesramt rookie til styrmand?
Efter en skade, der holdt J.J. McCarthy ude hele hans rookie-sæson, får han nu endelig chancen for at tage tøjlerne som Minnesota Vikings startende quarterback i 2025. McCarthy har vist op til sæsonen, at han har evnen til at læse spillet og forstå forsvaret, men hans udførelse – timing, præcision og beslutningstagning under pres – har til tider vist sig at være usikker. Det kan selvfølgelig være grund til bekymring, hvis McCarthy skal løfte Vikings til det næste niveau.
Men har Minnesota brug for en quarterback, der kan tage holdet på ryggen og vinde kampe alene? Eller er det nok med en stabil spiller, der minimerer fejl, mens resten af holdet – især et forsvar, der kan blive ligaens bedste – bærer kampen? McCarthy har de rette forudsætninger med Justin Jefferson, et habilt løbespil og en offensiv linje, som der er blevet investeret markant i. 2025 bliver sæsonen, hvor man for alvor finder ud af, hvilken type quarterback han er.
Udvikler McCarthy sig fra lovende rookie til den stabilitet, holdet behøver for at tage NFC North-titlen tilbage, eller vil uerfarenhed og udførelsesfejl fortsat begrænse potentialet for Minnesota Vikings? Hans præstationer kommer nok til at sætte tonen for hele holdets succes i 2025.
Næste side: Vi kommer med vores bud på slutstillingen i NFC North








