
2025-draften er overstået, og alle 32 NFL-hold har fået tilføjet et kuld af nye talenter. Vi ser nærmere på, hvordan holdene har klaret sig, og hvilke spillere du skal holde øje med fremover. Her er NFC North.
Chicago Bears
Runde | Pick | Spiller | Position |
1 | 10 | Colston Loveland | TE |
2 | 39 | Luther Burden III | WR |
2 | 56 | Ozzy Trapilo | OT |
2 | 62 | Shemar Turner | DT |
4 | 132 | Ruben Hyppolite II | LB |
5 | 169 | Zah Frazier | CB |
6 | 195 | Luke Newman | OG |
7 | 233 | Kyle Monangai | RB |
Samlet vurdering:
Måske fik Chicago Bears ikke den draft, som de fleste havde forventet, men alt i alt kom de stærkt ud af 2025-draften. En draft, der desuden tydeligt bar præg af den nye cheftræner Ben Johnsons indflydelse.
De tre første valg gik til at styrke angrebet, og især valget af Colston Loveland med valg nr. 10 overraskede mange. De fleste havde forudset, at den højt profilerede tight end Tyler Warren ville blive valgt før Loveland, men efter weekenden fremstår Loveland som et valg, der giver perfekt mening for Bears. Hans overlegne evner i kastespillet passer som hånd i handske til Johnsons system, og gør ham til en nøglespiller i opbygningen af det nye Chicago-angreb. Et angreb der sammen med andenrundevalget Luther Burden III nu ser ungt, eksplosivt og særdeles farligt ud.
Prioriteringen af angrebet betød, at forsvaret blev nedprioriteret. På trods af tydelige huller på både pass rush og i bagkæden valgte Bears først sent at adressere de defensive behov. Det sender et klart signal om at Chicago satser på at vinde kampe med angrebet, og med Caleb Williams omgivet af playmakers ser Bears ud til at skulle score mange point. Det er der også behov for, hvis de skal kompensere for et forsvar der stadig mangler afgørende brikker – hvor Shemar Turner, valgt som nr. 62, blev den største tilføjelse.
Bedste værdi: Luther Burden III, WR, Missouri
I min optik er Luther Burden III uden tvivl det valg, der bød på den største værdi og potentiale. Med valg nr. 35 i anden runde fik Bears fat i en wide receiver, der allerede besidder et imponerende fysisk talent og en spilintelligens, der gør ham til en spiller med stor upside. Burden har mange af de fysiske egenskaber man søger i en top-wide receiver. Han er hurtig, eksplosiv og har en evne til at løbe fra forsvarsspillerne.
Med Caleb Williams som quarterback, og sammenholdt med de andre våben som DJ Moore, Rome Odunze og nu også Colston Loveland, har Burden muligheden for at blive en dominerende spiller, der konstant er en trussel hver gang han er på banen. I takt med at han udvikler sig, kan Burden hurtigt blive en af Chicagos mest komplette playmakers og måske endda den, der definerer deres angreb i fremtiden.
Samlet karakter: 10
Næste side: Detroit Lions imponerede ikke i draften