Henry skal redde Tannehill med Willis på spring

Siden 2019 har Ryan Tannehill kastet 26 touchdowns til A.J. Brown inklusiv slutspillet. Det er næsten en tredjedel af alle de touchdowns Ryan Tannehill har kastet i samme periode.

Men fra den kommende sæson er det slut. Under draften i foråret sendte Titans således Browns til Philadelphia i en handel, og Titans brugte efterfølgende valget på receiver Treylon Burks, der er udset en tilsvarende rolle som Brown på holdet. Man kan jo overveje, om det er klogt at skille sig af med en stærkt og velkendt receiver, som man har tiltro til, for at skifte ham ud med noget ukendt. For Ryan Tannehill kan det i hvert fald vise sig at blive katastrofalt.

Det tidligere førsterundevalg har i Tennessee udviklet sig enormt, men han har også nydt godt af, at han kunne styre et angreb, der i høj grad er anført af runningback Derrick Henry. Tannehill har så kunnet komplimentere Henrys løbespil med solidt kastespil – omend ikke spektakulært. Henry er der stadig, men han var skadet en stor del af sidste sæson, og runningbacks holder traditionelt ikke dampen oppe i mange sæsoner. Læg dertil, at der nu formentlig kræves endnu mere af Henry i den kommende sæson på grund af afgangen af Brown. Tannehill skal vise, at han kan holde niveauet selv uden Brown – han skal i stedet nyde godt af de nye våben, rookies Treylon Burks og Kyle Phillips samt tight end Austin Hooper – ellers kan Tannehill selv risikere at blive skiftet ud.

På sidelinjen står således Malik Willis. Titans valgte quarterbacken i tredje runde af årets draft – noget lavere end det førsterundevalg, det var forventet det ville kræve at få fat i Willis. Quarterbacken fra Liberty var en af de mest elektriske spillere i årets draft, og han er uden tvivl set som fremtidens mand i Tennessee. Spørgsmålet er så, hvornår man vurderer fremtiden er kommet.

Stærkt forsvar kan bære angrebet langt

På forsvaret er der ikke sket store ændringer, men der er spændende perspektiver. Jeffery Simmons og Denico Autry er stadig stærke kræfter på den defensive linje, mens Harold Landry og Bud Dupree giver Titans et stærkt pass rush.

I bagkæden er det stadig safeties Amani Hooker og Kevin Byard, der styrer løjerne, mens der er store forhåbninger til Caleb Farley, der sidste år blev draftet i første runde, men blev langtidsskadet. Han melder sig helt klar, og cornerbacken er et kæmpe talent, der kan blive en stor gevinst for Titans. Det samme kan siges om Kristian Fulton, der blev draftet i anden runde for to år siden. Rookies Roger McCreary og Theo Jackson runder bagkæden solidt af, og det kan være en enhed, der viser sig som en stor styrke for Titans i år. Afgangen af Janoris Jenkins, der fortsat er kontraktløs tror jeg i hvert fald ikke bliver det store tab for Tennessee.

Samlet vurdering

Alt i alt ligner Titans et hold, der har taget et lille skridt bagud i en tid, hvor de fleste andre hold i AFC har taget et større eller mindre skridt fremad. Derfor bliver det også uhyre svært for ikke at sige umuligt for Titans at gentage deres record fra sidste sæson, hvor de sluttede 12-5 og som det bedste hold i AFC-konferencen.

Faktisk tyder rigtig meget på, at Tennessee og Mike Vrabel kommer til at kæmpe alt, hvad de har lært for overhovedet at komme i slutspillet, og den bedste og nemmeste vej er formentlig at holde Indianapolis Colts bag sig i divisionen.

Buddet herfra er, at Titans går 9-8 og misser slutspillet, hvliket kan betyde enden for Ryan Tannehill, hvis Malik Willis udvikler sig tilstrækkeligt henover sæsonen.

Næste side: Se Titans’ formodede startopstilling