Hvem skal løfte arven efter Davante Adams?

Vi har været vant til i årevis at snakke om, når Aaron Rodgers kastede touchdowns til Davante Adams. Siden 2014 har Adams været en vigtig del af angrebet hos Packers, men det slutter nu efter handlen med Raiders.

Der er nok ingen tvivl om, at Packers gerne havde holdt på Davante Adams, men det tidligere andetrundevalg ville væk, og så er der sjældent meget man kan gøre som hold. Spørgsmålet er nu, hvem der kommer til at løfte arven efter Adams. Og til dels Marquez Valdes-Scantling, der for at gøre ondt værre også er taget sydpå til Kansas City, hvor en tur i manegen med Patrick Mahomes fristede.

I stedet for Adams og Valdes-Scantling hedder holdets top-receiver nu Allen Lazard, men han kan ikke klare ærterne alene. Den erfarne Sammy Watkins er kommet til fra Chiefs, og han får muligheden for at nå det potentiale, som han aldrig helt har levet op til. Watkins bliver flankeret af årets fjerderundevalg Romeo Doubs, der har fået folk til at spærre øjnene op i training camp. Desuden har man store forhåbninger til Christian Watson, der med sin draftstatus som andetrundevalg også skal præstere. Hans sæsonoptakt har dog været præget af skader, og det er uklart, hvornår han er på fuld damp. Aaron Rodgers’ gode ven Randall Cobb er naturligvis også stadig en del af receiver-gruppen.

Resten af angrebet er i det store hele intakt, omend der er usikkerhed om, hvornår den store stjerne på den offensive linje, David Bakhtiari, er klar til at træde ind på banen. Veteranen har døjet med en skade i knæet. Også Elgton Jenkins på den offensive linje kæmper for at blive klar til sæsonstart.

En rookie styrer løjerne i midten

På den defensive side af bolden har man sagt farvel til stjernen Za’Darius Smith, der er gået over til fjenden i Minneapolis. Det er et stort tab, men heldigvis så man allerede sidste år, hvordan livet ville være uden Smith, der var skadet. I hans sted viste holdets førsterundevalg fra 2019 Rashan Gary, at han kan levere på et højt niveau, og modsat ham står en anden Smith – Preston – og kommer også til at spille en vigtig rolle.

Det samme gør to rookies, som Packers begge hentede i første runde af draften i år. Midt i forsvaret står Quay Walker, der har imponeret og står klar til at starte ved siden af De’Vondre Campbell fra dag et. Rookien fra Georgia var holdets første valg i draften i 2022 og håbet af, at han kan være en kaptajn og styrmand i midten af forsvaret i mange år fremover.

Bare seks valg efter valget af Quay Walker snuppede Packers Walkers holdkammerat fra Georgia, Devonte Wyatt. Den defensive linjemand er ikke umiddelbart tiltænkt en rolle som starter fra første dag, men der er ingen tvivl om, at Wyatt kommer til at indgå i en vigtig rotation på den defensive linje, når eksempelvis nyankomne Jarran Reed skal have en pause. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før Wyatt overtager starterrollen.

I bagkæden er Packers stadig stærkt besat med Adrian Amos og Darnell Savage på de to safety-positioner. På cornerback håber man, at lovende Eric Stokes tager et stort skridt fremad i sin anden sæson, mens hans makker Jaire Alexander kan lukke ned for selv de bedste receivere i NFL. Talentfulde Rasul Douglas forlængede i offseason sin kontrakt med Packers, så de to parter har papir på hinanden i yderligere tre år.

Samlet vurdering

Overordnet set bør Packers-fans forvente endnu en sæson, hvor holdet spiller sig i slutspillet, og med kvaliteten i NFC North er der også en rigtig god chance for, at det bliver som divisionsvinder. Om Green Bay kan nå helt til det forjættede land afhænger nok af, om holdets nye receivere finder en god kemi med Aaron Rodgers – og om de receivere, der går igen fra sidste sæson kan tage et skridt op for at erstatte Davante Adams’ produktion.

Personligt tror jeg, vi igen skal forvente, at Packers spiller med i toppen af NFC, der er en noget svagere konference som helhed end AFC. Men kan det bære hele vejen til en Super Bowl? Det er mere tvivlsomt.

Næste side: Se Packers’ formodede startopstilling