Las Vegas Raiders: Forsvaret og receiver-gruppen er uerfarne
Der er en del ting, der kan gå galt for Raiders. På angrebet kan manglen af troværdige mål på ydersiden blive et stort problem, og i så fald kan Derek Carr få svært ved at præstere. Vil det mon få Jon Gruden til at satse på Marcus Mariota senere på sæsonen? De største problemer kan dog stadig være på forsvaret, hvor man – trods markant oprustning – stadig kan stille spørgsmålstegn ved deres pass rush og secondary. Hvis ikke de unge spillere træder i karakter, kan det gå galt for defensiven, og det kan resultere i få sejre – især hvis offensiven heller ikke klikker. – Victor Risager

Los Angeles Chargers: Tyrod Taylor er dårlig og et dårligt match til den offensive linje
Sidst vi så Tyrod Taylor spille, var han noget nær en katastrofe for Browns. Hans forkærlighed for at holde længe på bolden, er et dårligt match med Chargers offensive linje, der trods tilføjelsen af Brian Bulaga og Trai Turner stadig har nogle massive spørgsmålstegn. COVID-19 har gjort det umuligt for Justin Herbert – som flere allerede vurderede til at være et ‘projekt’ – at få en normal offseason, så han er næppe klar til at redde Chargers, hvis Taylor starter sæsonen dårligt ud. Dertil har Anthony Lynn stadig ikke bevist sig som andet end en middelmådig træner, og hvis sæsonen først begynder at gå i den gale retning, er jeg ikke sikker på, at han kan vende skuden. – Nikolaj Sattrup

Læs Også: Alle holds mest betydningsfulde tilgang

Los Angeles Rams: Forsvaret præsterer ikke med nye navne
Rams’ forsvar har mistet mange produktive spillere i løbet af de seneste måneder. Cory Littleton, Dante Fowler, Nickell Robey-Coleman er blot nogle af navnene, og derudover har de også sagt farvel til den defensive koordinator Wade Phillips, der har gjort et godt stykke arbejde for klubben. Det betyder, at der er unge uprøvede spillere, der skal overtage på linebackerpladserne, mens der er manglende trusler fra forsvarets yderside og meget ansvar til Aaron Donald. Forsvarets bagkæde bør være bedre end gennemsnittet med Jalen Ramsey og Troy Hill, safety John Johnson er tilbage fra skade og unge Taylor Rapp havde en fin rookiesæson. Resten af dog præget af usikkerhed. – Jacob Graversen

Miami Dolphins: Den offensive linje ligner noget møg
Vi er mange, som frygter for Tua Tagovailoa- og Ryan Fitzpatricks helbred i den kommende sæson. Frygten bunder ganske enkelt i den offensive linjes (stadige) manglende kvalitet. Dolphins’ offensive linje sejlede rundt i 2019, hvortil Dolphins’ quarterbacks var under et konstant pres. Ifølge Pro Football Focus blev Dolphins’ quarterback presset af en modstander efter blot 2,5 sekunder (eller færre…) på 33 pct. af Dolphins-angrebets kastespil. Det betyder i praksis, at quarterbacken hverken har tid til at læse modstandernes opdækning eller levere et ordentligt kast. På papiret er Dolphins’ offensive linje ikke blevet nævneværdigt forstærket inden 2020-sæsonen, hvilket kan betyde, at hele angrebet kollapser. – Nicholas Jørgensen

Minnesota Vikings: Holdet er for ungt på centrale positioner
Vikings har sagt farvel til flere bærende kræfter her i off season, og det har efterladet holdet med mange unge spillere, der bliver kastet for løverne i den kommende sæson. Især på helt afgørende positioner er holdet meget ungt. Det gælder ikke mindst wide receiver- og cornerback-gruppen. På receiver skal holdet håbe på gode ting fra andenårsspiller Olabisi Johnson og rookie Justin Jefferson, mens cornerback-gruppen også skal have hjælp fra rookies som Jeff Gladney og Cameron Dantzler. At så vigtige positioner skal besættes af så urutinerede kræfter kan gå galt for Vikings. – Marc Skafte

New England Patriots: Patriots vinder en slutspilskamp
Selvom der er blevet talt om ‘TankForTrevor’, så vil Patriots altid forsøge at vinde under Bill Belichick. Sådan er den kultur, han har opbygget. Selvom Brady er væk og der er store huller på flere vigtige positioner, så er der også muligheder. Den defensive bagkæde er stadig NFL’s stærkeste, den offensive linje er udmærket. Bill Belichick har igennem hele sin trænerkarriere hevet den ene kanin op ad hatten efter den anden, og hvis han kan skræddersy et effektivt angreb til Cam Newton, kan holdet sikre sig en wild card-plads. Og i slutspillet kan alt ske. – Nikolaj Sattrup

Læs også: Højt at flyve, dybt at falde for Patriots?

New Orleans Saints: Saints kan ikke ryste slutspilsspøgelset af sig
Traumerne fra de sidste tre års slutspilsoplevelser har rystet holdet og sat så dybe spor, at Saints slet ikke får tingene til at hænge sammen i 2020-sæsonen, der atter ender med historien om hvad der kunne/burde have sket – denne gang helt uden slutspilsdeltagelse. Derudover har Saints satset alt på én sæson mere med Drew Brees, men kan Brees egentlig opretholde et godt niveau til at føre holdet hele vejen til Super Bowl?- Jonas Pedersen

New York Giants: Forsvaret er alt for usikkert
Giants’ helt store akilleshæl i 2020 kan blive forsvaret. Selvom Dave Gettleman og co. har gjort en del for at forbedre det, er det stadig mangelfuldt på en række positioner, og Giants er stadig et par år væk fra et fornuftigt forsvar. Logan Ryan hjælper lidt på en ringe cornerback-gruppe, men holdets pass rush ser tvivlsomt ud. Desuden er det jo altid et sats med en helt ny coach som Joe Judge, der skal finde sit fodfæste og risikerer at falde igennem i stil med Matt Patricia. – Victor Risager

New York Jets: Le’Veon Bell slutter ikke sæsonen som Jets-spiller
Det burde ikke kunne lade sig gøre med så store offensive investeringer og en offensiv cheftræner ved roret, men angrebet kan sagtens blive virkelig, virkelig ringe. Sam Darnoldh har ikke bevist sig som værende god endnu, og han skal spille bag en offensiv linje, der sagtens kan være en af ligaens fem værste på trods af mange investeringer i den. Derudover er Jamison Crowder bedste receiver, og det må bare ikke være tilfældet på et angreb. Til sidst er Adam Gase cheftræner, og han har bare leveret det ene voldsomt ineffektive angreb efter det andet i sin tid hos Dolphins og Jets – Teis Joranger

Philadelphia Eagles: Bagkæden er stadig for ringe
På trods af forstærkninger til holdets bagkæde i form af Darius Slay og Nickell Robey-Coleman, så er den stadig ikke god nok, da holdets safeties og linebackere ser ganske suspekte ud. Derudover ser de mange skader fra 2019 ud til at fortsætte, hvor et par receivere heriblandt rookie Jalen Reagor allerede døjer med skader. Hårdest ramt er en offensive linje, der ellers plejer at være styrken, da Brandon Brooks og Andre Dillard allerede er tabt for sæsonen. Det gør den offensive linje til den dårligste i Philadelphia i en håndfuld år, og det bliver for stort et problem for Wentz og kompagni. – Mikkel Nielsen

Pittsburgh Steelers: Big Ben er ikke god nok længere
Ben Roetlisberger er blevet 38 år gammel, og med en alvorlig albueoperation i bagagen er der ingen garanti for, at Big Ben stadig kan levere på det fornødne niveau. Læg dertil, at den offensive koordinator Randy Fichtner sidste år leverede en elendig sæson på mange parametre, mens den offensive linje er mere usikker end længe og så er der nok ingredienser til, at det kan blive en halvtung offensiv sæson, hvis ikke Big Ben kan løfte angrebet omkring sig. Så kan det godt være, at forsvaret ser godt ud, men hvis ikke angrebet kan bidrage, så slår man ikke Chiefs og Ravens i AFC – Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Er Big Ben stadig god nok?

San Francisco 49ers: Angrebet falder i niveau
Skal jeg finde et område, hvor jeg tror 49ers kan falde igennem er det på angrebet. Kyle Shanahan er dygtig og kreativ, men Deebo Samuels skade kan præge ham hele sæsonen igennem, og så er Kittle den eneste etablerede receiver. Holdet har en dyb, dygtig gruppe af runningbacks der kan opveje lidt for det, men er holdet bagud og skal de virkelig sætte point på tavlen kan det blive problematisk. Jimmy G viste flere gange sidste år, at han på sine bedste dage er næsten ustoppelig, men han har ikke været konsekvent og stabil nok gennem en hel sæson til, at jeg ville turde regne med, at han kan trække en usandsynlig sejren ud af hatten som Russell Wilson eller Mahomes ville kunne. – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Den konservative offensive filosofi begrænser Wilson
Der findes mange kritikere af Pete Carroll derude, og selv om jeg mener kritikken til tider er for voldsom, kan man ikke komme udenom, at der er flere utroligt valide pointer bag kritikken. Seattle har Russell Wilson, ligaens næstbedste quarterback, men de spiller offensivt som om, de har Mitchell Trubisky. Wilson spiller med støttehjul i et angreb, der prioriterer løbespillet i en til tider kvalmende grad. Den offensive linje har sine problemer, men når man har en quarterback som Russell og mål som Tyler Lockett og DK Metcalf, så bør man turde langt mere end Seattle ofte er villige til. Det betyder, at de ofte spiller ned til modstandere, de burde feje væk. Seahawks har formået at opnå ganske fin succes trods den frustrerende offensive filosofi, men kan det fortsætte? – Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: 2019 var en forsmag på Bradys faldende niveau
2019-sæsonen var ikke nogen dans på roser for Tom Brady, og spørgsmålet er derfor, om Buccaneers har fået fingrene i Brady på det helt forkerte tidspunkt. Alderen kan langt om længe indhentet den 43-årige quarterback, der sidste år i perioder virkede lidt begrænset. Derudover skal han til at finde melodien i et nyt angreb, hvor der måske vil blive stillet krav om flere dybe kast. Kan armen stadig klare det over en hel sæson? Det kan betyde, at det ellers så talentfulde angreb derfor ikke bliver ret meget mere effektivt end under Jameis Winston. – Alexander Paaske

Tennessee Titans: Tannehills usandsynlige sæson var en enlig svale
Ryan Tannehills 2019-sæson var på utroligt mange parametre en meget stor outlier, når det kommer til effektivitet. Det gælder både set i relation til resten af Tannehills karriere, men også generelt i NFL-sammenhæng var det en usandsynlig effektiv sæson. Tannehills succes på kast, hvor han var under pres, samt holdets forrygende effektivitet i redzone er ting, som er bevist værende meget ustabile ting fra sæson til sæson. Derfor kan Tannehill og Titans ikke matche sidste års effektivitet og angrebet får derfor store problemer med at være lige så løbetunge. Det betyder et fald i effektivitet både for Tannehill og Henry, og så er der ikke meget at skyde med offensivt i Tennesee. – Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Kan Titans replikere 2019-opskriften?

Washington Football Team: Usammenhængende og talentfattig trup
Det er ubegribeligt, at ledelsen i Washington Football Team har valgt fire defensive linjespillere med de seneste fem førsterundevalg. Den inkompetente ledelse og dertilhørende dårlige beslutninger ift. sammensætning af trup betyder, at holdet savner talent på stort set alle øvrige positioner. Washington Football Team går en hård sæson i møde, hvor de kommer til at tabe en hulens masse kampe, fordi holdet er ubalanceret og savner kvalitet på vigtige positioner – som fx receiver og cornerback. I 2019 scorede hovedstadsholdet færrest point (16,6 pr. kamp) og tillod sjette flest point (27,2 pr. kamp) i NFL. Det skriger af manglende kvalitet – og det falder i sidste ende tilbage på ledelsen. – Nicholas Jørgensen