Forsvarsrotation bliver nøglen igen i år

Nøgleingrediensen i sidste sæsons velbryggede forsvarsmikstur var rotation. Dybden på den defensive linje var skræmmende, og da skader begyndte at påvirke et par af holdets breddespillere faldt niveauet på hele forsvaret en smule. Den største forskel i år er, at den altid velspillende DeForest Buckner blev sendt til Indianapolis i bytte for et førsterundevalg. Det draftvalg brugte Shanahan og general manager John Lynch med det samme på erstatningen, nemlig den meget atletiske Javon Kinlaw. At forvente at rookien kan gå direkte ind og producere på samme niveau som Buckner er dog utopi. Kinlaw er meget talentfuld, men også upoleret. Han kan blive en nøglefigur i sin rookiesæson, men har han den stabilitet Buckner viste? Det er tvivlsomt. 

Armstead og Bosa er en formidabel duo og vender Ronald Blair og Jullian Taylor tilbage fra deres skader midt på sæsonen, kan den defensive linje igen være holdets store styrke. Faktisk ser det ud til, at holdet potentielt kan forbedre den seneste sæsons farlige pass rush. Dee Ford var småskadet store dele af sit første år for 49ers, en kedelig tendens i quarterbacksjægerens karriere. Forbliver han rask sæsonen igennem, ser 49ers’ forsvar endnu mere giftigt ud. 

Sherman leverede spil på højt niveau i sin første sæson for 49ers

Holdets bagkæde er uforandret set fra sidste sæson, og selv om Sherman og co. ikke leverede i Super Bowl, så bør de stadig være blandt ligaens bedre enheder. Sherman trækker alle overskrifterne, men sidste år var safety Jimmie Ward og linebacker Fred Warner lige så essentielle i 49ers’ imponerende nedlukning af kastespillet. Warner er blandt ligaens absolut fremmeste linebackere i opdækningsspillet, mens Ward endelig fik forløst det store potentiale, den meget alsidige safety længe har vist glimt af.

Det store spørgsmål bliver, hvad der sker med Akhello Witherspoon, der sidste år startede sæsonen flot som holdets anden cornerback. Skader og dårligt spil efterfølgende betød dog, at han blev erstattet af Emannuel Moseley. Moseley var en udraftet rookie i 2018, men tilspillede sig en starterrolle i slutspillet og i Super Bowl hos 49ers efter modent spil. Sherman, Witherspoon, Moseley og Williams har alle kontraktudløb efter sæsonen, så holdet er nødt til at finde ud af, hvem der skal satses på i fremtiden.

Den forsvarsmæssige svaghed skal findes i mandskabets evne til at stoppe løbet. Femterundevalget Dre Greenlaw overraskede og var en dygtig spiller i den rolle i fjor, men som hold var det en næsten middelmådig indsats. Det gør dog ikke så meget, når kasteforsvar og pass rush er blandt ligaens bedste.

Shanahan skal trække endnu en kanin op af hatten

49ers’ angreb sidste år var en fornøjelse at se. Cheftræner Kyle Shanahans evne til taktisk at koordinere løbespillet og få sine spillere i optimale positioner i kastespillet er eminent. Han får dog nogle udfordringer i starten af sæsonen. Wide receiver Deebo Samuel tog ligaen med storm i anden halvdel af 2019-sæsonen, men han er på vej tilbage fra en brækket knogle i foden. Førsterundevalget Brandon Aiyuk har en skade i hasemusklen og sidder ude i et par uger, Jalen Hurd er færdig for sæsonen, mens Richie James også døjer med skader, og så er Emmanuel Sanders taget til New Orleans.

Det efterlader solide Kendrick Bourne, Trent Taylor, Dante Pettis og Tavon Austin på receiverpositionen. Ikke just en gruppe, der holder cornerbacks vågne om natten. Heldigvis har Shanahan ligaens bedste tight end, George Kittle, til at tage en masse ansvar i kastespillet. Kittle er en enmandshær og fik en rekordstor kontraktforlængelse kort før sæsonstart. Han får lov til at arbejde for de penge tidligt på året. San Francisco har hentet tight end Jordan Reed, der havde flere gode år i Washington, inden skader totalt har sat angrebsspillerens karriere på sidesporet. Er lægestaben ikke konstant involveret i Reed, kan han blive en gevinst, men ellers er Kittle ret alene på den position.

Run, Shanny, Run

Shanahan har dog en bred, alsidig runningbackgruppe ført an af Raheem Mostert, der leverede en historisk præstation, da 49ers ydmygede Packers i NFC Mesterskabskampen. Derudover er Kyle Juszczyk, Tevin Coleman og Jerrick McKinnon også spillere, der får en rolle at spille. Det er alle spillere, der er dygtige i kastespillet, hvilket kan tage lidt pres af Kittle og de urutinerede receivere.

Hvordan Jimmy Garoppolo klarer at være uden Samuel og Sanders bliver til gengæld yderst interessant. Jimmy G havde en god første fulde sæson som starter for 49ers, men det var en kende for ustabilt. Han havde virkelig dårlige kampe mod hold som Pittsburgh, Washington og Seattle, men leverede en af årets bedste quarterbackpræstationer i en sejr over Saints i spilleuge 13. 

Linjen foran Garoppolo har mistet har mistet Joe Stalley, men har fået Trent Williams vristet løs fra Washingtons deprimerende kløer. Det bør sikre, at holdet fortsat har to rigtigt gode tackles til at beskytte den velbetalte quarterback. Den indvendige linje er langt mere usikker og bliver derfor en utroligt vigtig faktor, og sammen med receiverpositionen kan det blive elementer, der ødelægger Super Bowl-drømmene.

Får 49ers ikke styr på de elementer, kan det sætte en voldsom kæp i hjulet for holdets mesterskabsaspirationer. San Francisco bør igen i år regnes med blandt favoritterne til Super Bowl, men i en meget tæt NFC-konference kan de få usikkerhedsmomenter, der er omkring holdet i øjeblikket være altafgørende.