Så kommer vi til NFC-halvdelen, hvor vi Super Bowl mestrene fra Eagles, Arizona Cardinals med Hjalte Froholdt, alles nye darlings Detroit Lions og en kæmpe outsider i Panthers.
NFC East
Skribent: Lasse Bisgaard Jensen
Læs også: Sæsonoptakt – NFC East
Dallas Cowboys: George Pickens, WR
CeeDee Lamb har været en sand enmandshær i Cowboys’ receivergruppe de sidste tre sæsoner. Ikke siden 2021-sæsonen har en anden wide receiver grebet for over 700 yards, men det kan meget vel ændre sig i den kommende sæson.
I starten af maj indgik Cowboys en trade med Steelers, der sendte George Pickens til Dallas. I sine første tre år som NFL-spiller har han ikke grebet for under 800 yards i en sæson, og han er ovenikøbet den type spiller, som Cowboys meget vel kan have gået og manglet på angrebet.
I 2023-sæsonen førte Pickens ligaen i yards pr. grebne bold (18,1 yards), og han er generelt kendt som en af ligaens bedste dybe trusler. Det kan vise sig at være guld værd for både Dak Prescott, der formodentligt får mere hjælp fra sine receivere nu, og for CeeDee Lamb, der kan se frem til mere plads på de mellemkorte og mellemlange ruter, når Pickens strækker banen ud.
New York Giants: Paulson Adebo, CB
Valget kunne nemt være faldet på én af de to nytilkomne quarterbacks, Russell Wilson eller Jaxson Dart, men ingen af dem virker umiddelbart til at kunne gøre den helt forskel i 2025. Det kan Paulson Adebo til gengæld.
Deonte Banks lignede i sidste sæson mere en practice squad spiller end en CB1. Bevares, Banks er stadig kun 24 år, men han har ikke niveauet lige nu til at dække de dygtigste wide receivere uge efter uge, hvorfor Adebo kan vise sig at blive en meget vigtig tilføjelse for Shane Bowens forsvar.
Den tidligere Saints-cornerback spillede syv kampe i fjor, men han imponerede især i 2023-sæsonen. Der forcerede han flest incompletions i hele ligaen og lavede desuden fire interceptions – én færre end hele Giants’ hold i 2024.
Selvom det er en lidt risikabel tilføjelse med hans skade in mente samt mangel på kontinuerlige gode sæsoner i NFL, så går han direkte ind og forbedrer Giants’ svage cornerbackrum, som nok skal lave nogle flere interceptions i 2025, end hvad tilfældet var i 2024.
Philadelphia Eagles: Jihaad Campbell, LB
Modsat sidste år, hvor Eagles leverede en mindeværdige offseason, da spillere som Saqoun Barkley, Zack Baun og Quinyon Mitchell alle blev tilføjet til holdet, ser det ikke helt lige så sprudlende ud i år.
De to tidligere Giants-spillere Azeez Ojulari og Adoree Jackson ligner umiddelbart de to mest markante tilføjelser via free agency markedet, men ingen af dem forventes at spille nogen betydelig rolle i den kommende sæson. Det samme gør sig muligvis gældende for rookien Jihaad Campbell, men han kan alligevel meget nemt ende med at være en vigtig del af Eagles-forsvaret.
Campbell blev valgt som nummer 31 af Eagles, efter de tradede én plads op for at få fingrene i ham. Han er en moderne NFL-linebacker med den perfekte størrelse, gode atletiske evner og et godt instinkt i især kastespillet. Han virker til at kunne gå direkte ind på ethvert NFL-forsvar og starte fra dag ét. Dog er der spørgsmålstegn ved hans skulder, som han har døjet med i flere måneder, og Eagles’ trænerstab har meldt ud, at han nok ikke er 100 procent klar før lige omkring sæsonstart i starten af september. Derfor får han nok en indkøringsperiode i løbet af sæsonen, før han for alvor kan gøre en forskel for de forsvarende Super Bowl-mestre.
Washington Commanders: Laremy Tunsil, OT
En god blindside tackle er altafgørende i NFL, og det er lige præcis det, Jayden Daniels har fået i form af Laremy Tunsil.
Efter seks år i Houston, hvor han blev Pro Bowler i fem af årene, tradede Commanders sig til den rutinerede og altid stabile venstre tackle. I sidste sæson opgav Tunsil kun to sacks, begge i første spillerunde mod Colts, og han tillod desuden kun modstanderne at ramme quarterbacken yderligere tre gange.
Det er en markant opgradering i forhold til Brandon Coleman, der sidste år startede som venstre tackle og tillod hele ni sacks i løbet af grundspillet. Det gør kun mulighederne for at udvikle sig endnu mere bedre for Jayden Daniels.
Desuden skal Deebo Samuel også nævnes her. Han giver en helt ny dimension til Commanders angrebet med sine evner til at skabe meget ud af lidt, når han har bolden i hænderne.
Husk at du kan se alle kampene fra NFL med NFL GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.
NFC North
Skribent: Claus Elming
Chicago Bears: Ben Johnson, Head Coach
Chicago Bears draftede sidste år quarterback og vidunderbarn Caleb Williams med pick 1 i draften, men han havde en mildest talt skuffende første sæson i NFL, hvor han blev overgået af Jayden Daniels hos Commanders og vel også af både Bo Nix i Broncos og Drake Maye i Patriots. Den ville Bears ledelse ikke have siddende på sig, så de hentede NFLs mest spændende offensive hjerne til at forløse deres unge håb.
Ind som headcoach kommer en mand, Bears kender særdeles godt, for de har hyret den tidligere offensive koordinator hos divisionsrivalen Detroit Lions og sat ham i spidsen for både angreb, hold og udviklingen af Williams.
Det er ikke noget nyt for Johnson, der jo senest har taget Jared Goff fra bust til folkehelt i Detroit og nær-MVP status. Nu skal han gøre det samme med Williams.
Læs også: Hvad kan vi forvente af de nye cheftrænere?
Detroit Lions: Aidan Hutchinson, Edge
Den vigtigste tilføjelse for Lions er faktisk ikke en ny spiller, men en spiller, der vender tilbage fra skade. Lions fans tænker med gru tilbage på 2024 og på et skadesplaget år, hvor mere eller mindre hele forsvaret var skadet fra tid til anden. Værst var det at miste pass-rusher Aidan Hutchinson tidligt i sæsonen på et tidspunkt, hvor han lå helt i toppen i NFL i sacks, og – skulle det vise sig – selvom han kun spillede fem kampe endte med at føre Lions i sacks på året med 7,5.
Han manglede i den grad i slutspillet mod Washington Commanders, hvor det blev til one and done mod Jayden Daniels, der uden pres på sig, pillede Lions forsvar fra hinanden. Nu er Hutchinson tilbage og ifølge flere kilder inkl. quarterback Jared Goff ligner han et “monster” til træning.
Hutchinson selv mindede lige pressen om, at han havde sin bedste sæson i college i 2021, efter han brækkede anklen i 2020. Her leverede han 14 sacks og 17 tacklinger for minus yards og blev valgt som nr. 2 i draften. Han håber på samme type comeback i år, og så er han kandidat til Defensive Player of the Year!
Green Bay Packers: Matthew Golden, Wide Receiver
Når det kommer til den vigtigste tilføjelse hos Packers, står vi med et klassisk dilemma: Vil du helst have beskyttelse til din quarterback eller et nyt våben til ham?
Packers hentede guard Aaron Banks hos 49ers til at beskytte Jordan Love mod indvendigt pres, og han kan vise sig at være en kæmpe tilføjelse (udover hans 196 cm og 147 kg). Men vi har valgt en spiller her, som mange Packers fans (og måske også Aaron Rodgers) vil holde godt øje med.
Packers valgte nemlig en wide receiver i første runde af NFL Draften for første gang siden 2002. Ind kommer Matthew Golden, en Meep Meep lynhurtig knægt, der løb 4,29 på 40-yarderen til combinen – hurtigst af alle receivere og kun 8 hundrededele fra Xavier Worthys rekord på 4,21.
Golden blev draftet for at give Packers og Love en ægte WR1, som fans, medier (og Aaron Rodgers) har ønsket sig i årevis. Ja, selv running back Josh Jacobs insisterede på, at Green Bay skulle drafte en ung stjerne-receiver.
Det betyder også, at Golden kommer ind med en masse pres på sine 22-årige skuldre, men han burde få alle chancer for at blive en stjerne fra dag 1 med Jordan Love som quarterback.
Minnesota Vikings: JJ McCarthy, Quarterback
Den vigtigste tilføjelse til Vikings i 2025 er en spiller, der rent faktisk kom til klubben sidste år. Quarterback JJ McCarthy blev draftet med pick 10 i 2024 NFL draften, men han missede hele sin rookie-sæson i 2024 på grund af en meniskskade og efterfølgende komplikationer ved operationen.
Nu er han udnævnt som holdets ubestridte startende quarterback efter sidste års succeshistorie Sam Darnold blev sendt på porten.
Træner Kevin O’Connell roses for at være en “quarterback-whisperer”, hvilket giver McCarthy en stærk platform, og han har da også nogle af NFLs bedste våben at lege med i form af Justin Jefferson, Jordan Addison (som dog har karantæne i de første tre kampe) og tight end T.J. Hockenson.
McCarthy er stadig kun 22 år gammel, og vil faktisk være den yngste startende quarterback i NFL i 2025. Hans college-karriere hos Michigan kulminerede med mesterskabet i 2023, men der er langt fra succes i college til ditto i NFL, og forventningerne til Vikings er enorme. Spørgsmålet er, om McCarthy er i stand til at træde ind på den store scene fra dag 1 og levere.
Næste side: Super Bowl mestre skifter til både NFC South og NFC West
NFC South
Skribent: Nichlas Henschel-Mohrsen
Atlanta Falcons: Leonard Floyd, Edge
Atlanta Falcons har i den grad manglet en tilstedeværelse på ydersiden, hvor forsvaret har været tandløst. Hverken Arnold Ebiketie eller Matthew Judon gjorde noget væsen af sig, og derfor har Falcons investeret masser af kapital i positionen.
Falcons draftede to gange i første runde, og begge valg blev brugt på edge-spillere – dog må begge tage til takke med reserveroller bag Floyd.
Leonard Floyd er kommet til fra 49ers, men har fortid og hos Rams, hvor han spillede under Raheem Morris, der er Falcons cheftræner.
Han kommer til at bidrage fra dag 1 og med sine snart 33 år vil han være en optimal læremester for begge førsterundevalgene Jalon Walker og James Pearce.
Carolina Panthers: Tershawn Wharton, Defensive End
Hvis der er noget, som Panthers har manglet, så er der vinderkultur, og det må man sige, at de har fået i Tershawn Wharton. Den 127 kg tunge defensive end er kommet til fra Kansas City Chiefs, hvor han sammen med Patrick Mahomes og Chris Jones har vundet to Super Bowls siden Wharton kom ind i ligaen som undrafted free agent.
Hos Panthers skal han spille sammen med Bobby Brown og modsat Derrick Brown på Panthers tremands linje, som næste år bliver tung og brutal.
Wharton havde sin bedste sæson rent pass rush mæssigt i 2024, hvor det blev til 6,5 sack i løbet af grundspillet. Dertil tilføjede han yderligere to i slutspillet.
New Orleans Saints: Kellen Moore, Cheftræner
Efter blot to sejre i de første ni kampe af 2024-sæsonen, var det farvel og tak til cheftræner Dennis Allen, som var udpeget som arvtager efter Sean Paytons afsked i 2021. Allen fik dog aldrig toget på skinnerne, og starten på sidste sæson var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Ind er kommet Kellen Moore, som aldrig har været cheftræner og senest stod i spidsen for Philadelphia Eagles, med hvem han vandt Super Bowl i 2024.
Han er selv tidligere quarterback i ligaen og kommer derfor til at fokusere på at udvikle Tyler Shough, som blev valgt i anden runde af draften. Han er rå, men har alle værktøjerne til at blive en god quarterback – så må vi se, hvad Kellen Moores trænertalenter rækker til.
Tampa Bay Buccaneers: Haason Reddick, Edge
Buccaneers har ikke lavet store handler i free agency i år, hvor den største kontrakt er givet til Haason Reddick. Reddick har sat sin underskrift på en etårig kontrakt til en værdi af op til 14 millioner dollar, og den kontrakt vil han formentlig bruge som springbræt til en længere og større kontrakt i 2026, hvor han står lidt bedre stillet.
Reddicks aktie i 2025 var nok en smule påvirket af den surrealistiske episode hos Jets, som handlede sig til ham, hvorefter Reddick nægtede at spille for dem.
Hos Buccaneers bliver han forenet med linebackertræner Larry Foote, som Reddick kender fra deres fælles tid hos Arizona Cardinals.
NFC West
Skribent: Jacob Dissing Graversen
Arizona Cardinals: Josh Sweat, Edge
Arizona har haft en ret solid offseason, hvor de ikke har mistet så mange spillere, men til gengæld fået hentet en god flok, specielt til forsvaret, hvor både erfarne og unge spillere er kommet til. Det område, hvor Cardinals virkelig kunne bruge en opgradering fik de den.
Arizona har de seneste to sæsoner haft svært ved at presse modstandernes quarterbacks og lave sacks, det håber de i høj grad, at den Super Bowl-vindende pass rusher, Josh Sweat, kan hjælpe med.
Den 28-årige quarterbackjæger har haft stor succes for Philadelphia, men han går fra at være en del af et fantastisk og multidimensionelt band til at forsøge at være solist og frontsanger i Arizonas ørken. Hvis Sweat kan være manden, så bliver Cardinals’ forsvar med et trylleslag væsentlig mere skræmmende at spille imod. Den nye Cardinals-spiller har spillet mere end 100 kampe siden han blev valgt i fjerde runde af 2018-draften og har i den tid lavet 43 sacks og forceret syv fumbles.
Hvis Cardinals skal i slutspillet, så skal forsvaret spille væsentligt bedre, og Sweat kan blive en nøglefigur i den udvikling.
Los Angeles Rams: Davante Adams, WR
Matthew Stafford får sig en ny bedste ven i den kommende sæson, når Los Angeles Rams jagter en gentagelse af den flotte divisionstitel, de sikrede sig sidste år. Selvom om dåbsattesten ikke længere vidner om et ungdommeligt indspark til Los Angeles-holdet, så har den 32-årige receiver været en produktiv spiller de seneste mange år, selv om han i Green Bay, Las Vegas og New York (Jets-siden) har været impliceret i tumultagtig forhold på quarterbackpositionen. Nu får han mere stabilitet og kan
Adams har grebet bolde for mere end 1000 yards de seneste fem sæsoner, og i den periode er det blevet til mere end 520 grebne bolde og hele 59 touchdowns. Med sin erfaring kan han blive en vigtig brik i angrebet, der allerede har Matthew Stafford, Puka Nacua og Kyren Williams.
San Francisco 49ers: Mykel Williams, Edge
49ers har sagt farvel til flere etablerede profiler, end de har sagt goddag til. Igennem trades og free agency er det vel Bryce Huff og Demarcus Robinson, der er de bedste nytilkommere. Det største fokus for San Francisco i denne offseason var at sikre nogle af de bærende kræfter, som ledelsen følte, de kunne regne med de næste mange år. Det betød fokus på kontraktforlængelser til Fred Warner, George Kittle og Brock Purdy.
Den vigtigste tilgang for holdet må derfor være pass rusher Mykel Williams, der blev valgt i første runde af årets draft. 49ers lå i fjor i den kedelige ende både angående sacks, men også hvor ofte de bare fik presset modstandernes quarterbacks. Sammenlagt med de mange skader, der var på både forsvar og angreb, så gjorde det manglende pres det svært for 49ers.
I Williams får de en ung, utrolig atlet, der potentielt kan blive den mand, de står og mangler som en trussel på modsatte side af Nick Bosa.
Seattle Seahawks: Sam Darnold, QB
Det hold i divisionen, hvor der er sket størst udskiftning, må være Seattle Seahawks, der har sendt store dele af angrebet på porten og skiftede dem ud. Hvis det skal ende med at fungere, så er det altafgørende, at holdets nye quarterback, Sam Darnold, får en god sæson.
I fjor lignede den 28-årige quarterback længe en mulig MVP-kandidat, da han på lidt overraskende, men flot vis fik genoplivet karrieren for Kevin O’Connells Minnesota Vikings-mandskab. Det er essentielt for Seattle, at de får deres nye quarterback på det niveau, som han leverede inden hjulene faldt af vognen i sidste spillerunde og slutspillet, hvor Darnold lignede den quarterback, han var i starten af karrieren.
Sammenlagt var Darnold dog en ganske god quarterback i fjor, hvor han ramte plet på mere end 66% af sine kasteforsøg for flere end 4300 yards, 35 touchdowns og 12 interceptions.
Husk at du kan se alle kampene fra NFL med NFL GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.









