
Pittsburgh Steelers ser ud til at have samlet et stærkt forsvar i 2020, og nu har de også gjort deres leder på forsvaret godt tilfreds inden sæsonstart. Cameron Heyward har fået en fireårig kontraktforlægelse med holdet.
Du skal ikke lede længe for at finde stjernerne på Steelers-forsvaret, og måske netop derfor bliver Cameron Heyward ofte først nævnt som den tredje eller fjerde i rækken, når opremsningen begynder. Heyward er dog Steelers’ ubestridte leder på forsvaret, og hans værdi både på og uden for banen er tårnhøj.
Det ved Steelers-holdet tilsyneladende også, da de har givet 31-årige indvendige defensive linjemand en stor ny kontrakt. Det nye stykke papir, der skrives under på, er en fireårig forlængelse, der har en værdi på 65,6 millioner dollar. Heyward er dermed under kontrakt i Pittsburgh de næste fem år.
Med en femårig kontrakt tyder det på, at Cameron Heyward meget vel kunne spille hele sin karriere i Pittsburgh. Den bomstærke indvendige defensive linjemand blev valgt af Steelers i første runde af 2011-draften, og selvom han lige skulle have gang i karrieren, har han udviklet sig til en superstjerne.
De sidste tre år har Heyward leveret på et tårnhøjt niveau og har etableret sig som en af ligaens bedste indvendige defensive linjefolk. I år skal han forsøge at fortsætte det niveau sammen med et Steelers-forsvar, der ligeledes ligner et af ligaens bedste.








