
Til trods for at Pittsburgh Steelers har vundet fire af sine første seks kampe, så vælger Mike Tomlin efter sigende at erstatte Justin Fields med Russell Wilson.
Russell Wilson er blevet sin lægskade kvit, og det forventes nu, at den 35-årige quarterback og tidligere Super Bowl-vinder erstatter Justin Fields i Pittsburgh Steelers’ startopstilling.
TV-stationen NFL Network skriver, at Wilson har trænet med i de seneste uger, samt at han i denne uge genoptager træningen med førsteholdet. Det betyder, at Justin Fields hovedsageligt skal træne med reserverne, når Steelers forbereder sig på sin kommende kamp mod New York Jets.
Læs også: Davante Adams skifter til New York Jets i spektakulær handel
Russell Wilson og Justin Fields skiftede begge til Pittsburgh Steelers i det forgangne forår. Mike Tomlin betonede fra begyndelsen, at Wilson ville starte som Steelers’ quarterback i 2024-sæsonen.
Siden da har Wilson været henvist til sidelinjen med en lægskade, som både har forpurret hans sæsonoptakt og sæsonstart. I stedet har Fields grebet chancen, og han har ført Steelers frem til fire sejre i seks forsøg. Dertil har Fields ramt på 66,3 pct. af sine kast med 1.106 yards, fem touchdowns og en enkelt interception som følge.
Russell Wilson er et velkendt navn i NFL, efter at han i en periode etablerede sig blandt de bedste quarterbacks i ligaen. Det var tilbage i Seahawks-dagene, hvor Wilson vandt Super Bowl XLVIII og blev stemt i ni Pro Bowls. Siden da har Wilson kæmpet med at finde fordums styrke, og han skiftede til Steelers efter et fejlslagent ophold hos Denver Broncos.
Læs også: 10 ting vi lærte i sjette spillerunde








