Officielt: Davante Adams tradet

0

Han har ikke spillet de tre seneste uger, og tirsdag eftermiddag dansk tid blev det så offcielt, at Las Vegas Raiders trader receiver Davante Adams til… New York Jets.

I 2014 greb en rookie receiver hos Green Bay Packers touchdown-kast nr. 200 fra Aaron Rodgers. Seks år senere greb den samme receiver også Rodgers’ touchdown-kast nr. 400.

Gennem otte år var Davante Adams og Aaron Rodgers en dynamisk duo i Green Bay, der scorede 67 touchdowns sammen, og hvor Adams greb 622 bolde for 7.590 yards i 108 kampe.

Nu er de sammen igen!

Præcis en uge efter, at Jets fyrede head coach Robert Saleh og dagen efter de tabte til Buffalo Bills på Monday Night football, på trods af en vild Aaron Rodgers Hail Mary til Allen Lazard (en anden tidligere Green Bay receiver), der tradede klubben sig til Davante Adams hos Las Vegas Raiders.

Det er ikke en handel, der kommer som den store overraskelse, selvom flere klubber var interesserede i at hente den rutinerede receiver. Allerede da Jets hentede Rodgers sidste år, nævnte han sin gamle ven Adams som en af de spillere, han gerne ville have, at Jets skulle hente. Nu er den dynamiske duo endelig sammen igen.

Davante Adams er seksdobbelt Pro Bowler og tre gange blevet kåret til All-Pro, mens hans frustration over elendigt quarterback-spil hos Raiders var tydelig, og han har siddet udenfor officielt med en lårskade, men mon ikke den på helt magisk vis er væk til næste kamp.

Opdateret:

Her er detaljerne for handlen for Davante Adams handlen:

Jets får: Davante Adams
Raiders får: 2025 betinget 3. runde pick (kan blive 2. runde pick, hvis Adams bliver kåret til All-Pro team eller Jets kommer i AFC finalen).

Ifølge ESPN var der flere interesserede klubber, men de ønskede alle, at Raiders skulle betale en andel af Davante Adams løn. Men det bliver ikke tilfældet nu.

Jets overtager både receiveren og hele hans løn i 2024. Han har fortsat 11,2 millioner dollars til gode i sæsonen, med 30.000 dollars ekstra i bonus for hver kamp han er aktiv. Jets har 11 kampe tilbage i sæsonen, så spiller han alle kampe bliver det trods alt til 330.000 dollars oveni eller over 2 millioner kr.

Ifølge sitet Over the Cap havde Jets omkring 17 millioner dollars tilbage på lønloftet at rutte med, så de havde råd til Adams uden at skulle lave ændringer i hans kontrakt eller andre på holdet.

Samtidig forlyder det, at Jets nu shopper receiver Mike Williams, som de hentede hos Chargers inden sæsonen.