
New York Jets leverede tirsdag lidt af et chok, da holdet fyrede head coach Robert Saleh efter en skuffende sæsonstart.
Knapt er New York Jets vendt tilbage til Amerika efter turen og nederlaget til Minnesota Vikings i London, før klubben kom med lidt af en chokker. Head coach Robert Saleh er blevet fyret, efter en 2-3 start på sæsonen.
Saleh, som var i sin fjerde sæson for Jets, havde samlet skrabet blot 20 sejre sammen i 56 kampe som cheftræner for klubben, med fire sejre i sin første sæson og 7 sejre og 10 nederlag i både 2022 og 2023.
Forventningerne var skyhøjre i 2024 med quarterback Aaron Rodgers’ tilbage fra sin akillesskade, men holdet og især angrebet har set forfærdeligt ud i to nederlag i træk mod Denver Broncos og Minnesota Vikings.
Holdets eneste sejre i indeværende sæson var over New England Patriots og Tennessee Titans – to hold der tilsammen har vundet to kampe indtil videre i sæsonen.
Jets defensive koordinator Jeff Ulbrich kommer til at fungere som midlertidig cheftræner, skriver sports-sitet The Athletic. Han får en ekstra dag til at forberede sig, da New York Jets først spiller mandag nat mod divisionsrivalen Buffalo Bills.
Den 45-årige Robert Saleh blev ansat i 2021 hos Jets efter fire succesfulde år som defensiv koordinator for San Francisco 49ers.








