Patriots og Tom Brady blev for stor en mundfuld for et svækket Steelers-hold. Gennem hele kampen haltede det Landry Jones anførte hjemmehold efter Patriots, der vandt 27-16.

En solid præstation af Tom Brady og LaGarette Blount sikrede en komfortabel sejr mod et Pittsburgh-hold uden den normale quarterback, Ben Roethlisberger. Hans afløser Landry Jones spillede en fin kamp, men kunne ikke afslutte drives og så lukkede Brady og Gronkowski kampen i anden halvleg.

Kampen startede som forventet. Patriots kom flyvende ud af starthullerne, og selvom Steelers flyttede bolden ned i redzone, så straffede cornerback Malcolm Butler et dårligt kast med en interception. Herfra tromlede Patriots på.

Først strikkede Tom Brady et mesterligt drive sammen, hvor han til sidst fandt James White, der tog et veleksekveret screen til end-zone. Næste gang Patriots fik bolden blev det til syv point mere, denne gang afsluttet med tre effektive løb af LaGarette Blount.

Foran 14-0 begyndte det at se sort ud for Steelers og backup quarterback Landry Jones, men pludselig skiftede kampens momentum. Først fandt Landry Jones Antonio Brown for 51 yards og derefter Darrius Heywayd-Bey for et 14 yards touchdown. Det kunne være blevet til et mere på næste drive, men en holding annullerede et touchdown og det efterfølgende field goal blev misset. Lige inden pausen fik de dog reduceret yderligere til en 14-10 pauseføring til Patriots.

Efter pausen satte Steelers et langt drive sammen, men måtte nøjes med et reducerende field goal, og de manglende touchdown blev i sidste ende Steelers’ største problem. Patriots havde nemlig ikke noget problem med at få bolden det sidste stykke over stregen, og med en 1-points føring satte Patriots foden på speederen. Efter et par fine løb af Blount fandt Tom Brady Rob Gronkowski dybt i midten af banen for et 36 yards touchdown.

Selvom Patriots missede ekstra-pointet, og Steelers satte et field goal på tavlen til en 20-16 stilling, virkede Patriots til at have forholdsvist styr på kampen. Det blev nemlig igen til et lynhurtigt modsvar på den pointmæssige tætte kamp. Brady og Gronk stod for de fleste yards, men til sidst var det Blount, der løb den over stregen. Herfra lukkede Patriots af og kampen sluttede 27-16.