Philadelphia Eagles’ skadesproblemer vokser sig større og større.

Det har ikke just været nogen nem sæson for Philadelphia Eagles’ offensive linje. Tidligere er holdets to startende tackles Lane Johnson og Andre Dillard samt startende guard Brandon Brooks udgået med sæsonafsluttende skader.

Nu er forbandelsen gået ud over veteranen Jason Peters, der må se til fra sidelinjen i resten af sæsonen. Det skyldes, at Peters skal opereres for en skadet tå.

På den baggrund må rookie quarterback Jalen Hurts undvære den rutinerede klippe i sin beskyttelse.

Læs mere om Doug Pedersons beslutning om at bænke Carson Wentz til fordel for Jalen Hurts her.

Som følge af Eagles’ skadeskvaler på den offensive linje har Jason Peters været rykket rundt fra såvel guard til tackle-positionen. Den 38-årige linjespiller nåede at spille otte kampe i 2020-sæsonen.

Jason Peters har spillet i NFL siden 2004, hvor han blev draftet af Buffalo Bills. Peters tørnede ud for Bills i perioden 2004-2008, inden han skiftede til Philadelphia Eagles, hvor han har spillet siden.

Til trods for at Philadelphia Eagles kun er 3-8-1 for sæsonen, er de fortsat inde i kampen om NFC East-titlen. I skrivende stund fører New York Giants divisionen med jammerlige 5-7.