Eagles i QB-problemer

0

Philadelphia Eagles kan stå med en ganske penibel situation på hænderne i den kommende runde. Holdets to foretrukne quarterbacks er skadede.

Både Jalen Hurts og Kenny Pickett pådrog sig skader søndag i det vanvittige 36-33 nederlag til divisionsrivalen Washington Commanders.

Hurts forlod kampen midtvejs i første quarter, efter hans hoved ramte jorden, da han blev tacklet af linebacker Frankie Luvu. Efter at være blevet undersøgt i det medicinske telt gik Hurts til omklædningsrummet og blev senere udelukket fra resten af kampen på grund af en hjernerystelse.

Ind kom den tidligere Steelers-quarterback Kenny Pickett, og han spillede en hæderlig kamp, hvor han ramte på 14 ud sine 24 kast for 143 yards, et touchdown og en interception. Han blev dog ramt hårdt sidst i kampen af linebacker Bobby Wagner og blev efterfølgende spottet af journalister på stadion på vej ind i røntgenrummet.

Pickett oplyste senere, at han havde pådraget sig en ribbensskade og vil gennemgå yderligere undersøgelser mandag.

Hvis hverken Hurts eller Pickett kan spille på søndag, når Eagles skal møde Dallas Cowboys, så bliver det tredje quarterback Tanner McKee, der skal starte kampen.