Wauw. Vild historie fra Oakland, hvor Raiders angiveligt går benhårdt efter Jon Gruden!

Det er en trænerrokering, der inkluderer to ting: 1) Jon Gruden opgiver sit nuværende job som kommentator på Monday Night Football, og 2) Raiders fyrer Jack Del Rio.
Ifølge flere af Grudens kolleger på ESPN forbereder Raiders et jobtilbud til Jon Gruden, der er helt Godfather-værdigt: An offer you can’t refuse. Han skal være headcoach for klubben, men vil også få tilbudt en ejerandel i holdet, der flytter til Las Vegas senest i 2021.
https://twitter.com/espn/status/947490884798558210
Gruden er angiveligt fristet af tilbuddet, men  træffer ikke nogen beslutninger, før efter grundspillet er slut, og Raiders selv træffer en afgørelse om deres nuværende cheftræner, Jack Del Rio, der som sent som i sommer underskrev en kontraktforlængelse i kølvandet på den succesfulde 2016-sæson.
2017-sæsonen har til gengæld været en kæmpe skuffelse for Raiders og Del Rio, der fyrede sin offensive koordinator inden sæsonen og sin defensive koordinator midt i den. Favoritterne til at vinde AFC West har haft en middelmådig sæson, har kun vundet 8 kampe og er ude af kampen om slutspilspladser.
Gruden har tidligere været træner for Raiders, men blev ganske usædvanligt – og imod sin egen vilje – tradet til Tampa Bay Buccaneers i 2001. Han tog Bucs til Super Bowl i sin første sæson, hvor de ironisk nok besejrede netop Oakland Raiders.