Juleaften er der næsten fuldt program i NFL og flere klubber kan få en playoff-plads i julegave
I New Orleans, Carolina, Atlanta, Los Angeles og Kansas City bliver der måske ekstra meget at glæde sig over i julen. Ja selv i Nashville, bedre kendt som The Music City, kan de måske synge slutspillet ind.
Af de 16 kampe i NFLs spilleuge 16 har de 13 betydning for hvordan slutspillet kommer til at se ud. De vigtigste seks kampe, hvor begge hold har noget at spille for, er NFC South-braget mellem Falcons og Saints, Rams og Titans, Patriots og Bills, Chiefs og Dolphins, Eagles og Raiders samt Seahawks og Cowboys. Men yderligere 7 kampe kan være med til at afgøre såvel playoff-plads som seedning.
Læs også:
*** Sådan ser slutspillet ud lige nu
*** Det spiller de om i weekenden, uge 16
*** Kampprogram for alle hold med slutspilschancer
Her får du det komplette overblik med alt der står på spil i samtlige af weekendens 16 kampe:
Lørdag d. 23 . december:
Baltimore Ravens (8-6) – Indianapolis Colts (3-11)
Baltimore er stadig i live og kan komme slutspillet med to sejre i de to sidste spilleuger. I løbet af de sidste syv kampe har Ravens – lidt overraskende – lavet tredjeflest point i NFL med et gennemsnit på 30,7 point. De fører NFL med 33 takeaways (fumbles og interceptions) og har scoret fem defensive touchdowns.
Green Bay Packers (7-7) – Minnesota Vikings (11-3)
For at få hjemmebanefordel i hele NFC-playoffs skal Vikings vinde over de Aaron Rodgers-løse Packers, samtidig med at Eagles taber. Minnesota kan sikre sig en oversidder første runde med en sejr og et nederlag til Carolina Panthers.
Søndag d. 24. december
New Orleans Saints (10-4) – Atlanta Falcons (9-5)
Afgjort den kamp i weekenden med mest på spil: Vinderen sikrer sig en plads i playoffs.
New Orleans kan også sikre sig NFC South med en sejr, samtidig med at Panthers taber til Bucs.
Atlanta har vundet fem af sine sidste seks kampe, og har også vundet tre i træk over Saints, inklusive opgøret for tre uger siden. Saints har NFLs statistisk bedste angreb og er det eneste hold med tre spillere over 1.000 yards: RB Mark Ingram har 1.420, rookie RB Alvin Kamara har 1.336, og WR Michael Thomas har 1.085. Kamara fører alle rookies med 12 touchdowns.
Carolina Panthers (10-4) – Tampa Bay Buccaneers (4-10)
Carolina får også en plads i slutspillet med en sejr, selv om de ikke kan sikre sig NFC South titlen denne weekend.
Panthers er 6-1 i de sidste syv kampe og har vundet fire i træk på hjemmebane. Tampa Bay har tabt sine sidste fire kampe, inkl. en gyser mod Falcons i mandags
Tennessee Titans (8-6) – Los Angeles Rams (10-4)
En afgørende kamp for begge mandskaber.
Rams kan sikre sig en playoff-plads og deres første NFC West titel siden 2003 med en sejr.
Skulle de tabe kan de stadig nå playoffs i denne weekend, hvis Atlanta, Carolina og Detroit alle taber.
Titans kan faktisk også spille i playoffs med en sejr, hvis både Baltimore og Buffalo taber.
Kansas City Chiefs (8-6) – Miami Dolphins (6-8)
Begge hold er stadig i live, selvom Dolphins chancer hænger i en tynd tråd.
På trods af en kæmpe midtvejskrise kan Chiefs sikre sig AFC West-titlen med en sejr eller Chargers taber. Det vil faktisk være lidt af en præstation, da Chiefs aldrig har vundet to AFC West titler i træk.
Men Dolphins kan vise sig som en svær modstander. De har vundet syv af deres sidste ti mod Chiefs, og har ikke tabt på Arrowhead siden 2002.
Dolphins kan ikke afgøre sin slutspilsskæbne selv, men skal vinde de sidste to kampe for at holde liv i et spinkelt håb.
San Francisco 49ers (4-10) – Jacksonville Jaguars (10-4)
En kamp der på papiret burde give en sejr til Jaguars, men godt kan volde dem problemer.
Jacksonville er ikke særlig gode til at rejse langt. Således har de tabt otte i træk på vestlysten og endda med over 20 point i gennemsnit. Den sidste sejr i Californien kom helt tilbage i 2004-sæsonen mod Oakland.
Men, men, men… det her er ikke din fars Jaguars. De napper deres første divisionstitel siden 1999 med en sejr, som samtidig ville være deres femte udesejr i sæsonen efter sammenlagt at have vundet fem i de foregående fire sæsoner.
Et nederlag til enten Patriots eller Steelers, vil sende Jaguars op som 2.-seed i AFC inden sidste spillerunde.
Men Niners med quarterback Jimmy Garoppolo kan godt blive en udfordring. Han har vundet sine tre første kampe og håber at kunne gøre det til fire i træk mod Jax.
New England Patriots (11-3) – Buffalo Bills (8-6)
En vigtig kamp for begge mandskaber. Patriots spiller for seedning. Bills spiller for den første playoffplads i 18 år.
Tom Brady har vundet en 27 ud af 30 kampe mod Bills. De 27 sejre er flest for en quarterback mod noget i NFLs historie. Han har kastet 66 touchdowns mod Bills, flest af ham mod nogen modstander.
Patrioterne kan få en oversidder i første runde af slutspillet med en sejr, hvis enten Pittsburgh eller Jacksonville taber. Hvis begge hold taber og Patriots vinder, har de 1. seed i hele AFC playoffs (igen, igen…).
Men Bills giver ikke op på forhånd. Buffalo håber at bryde 17 års playofftørke, den længste aktive stime – ikke kun i NFL, men i samtlige af USAs fire store professionelle sportsligaer (NFL, MLB baseball, NBA basketball, NHL ishockey).
New York Jets (5-9) – Los Angeles Chargers (7-7)
Chargers vej til playoffs er faktisk ganske overskuelig, omend den kræver lidt hjælp: Vind de to sidste, samtidig med at Titans taber sine to sidste, og Bills taber til Patriots. Mere skal der ikke til. Imponerende hvis det lykkes efter de begyndte sæsonen 0-4.
New York Jets har ikke længere noget at spille for.
Dallas Cowboys (8-6) – Seattle Seahawks (8-6)
En vigtig kamp for begge mandskaber. Taberen er definitivt ude af kampen om slutspillet. Lidt vildt taget i betragtning af, at de begge var blandt forhåndsfavoritterne inden sæsonen.
Cowboys får en lille julegave i form af runningback Ezekiel Elliott, der vender tilbage til sine seks kampes karantæne. Cowboys gik 3-3, mens han var væk.
Seahawks har nået playoffs fem år i træk, men deltagelse i år hænger i en tynd tråd. De kan ikke afgøre noget selv, har tabt deres sidste to kampe og er plaget af skader, penalties og manglende disciplin på banen.
Cincinnati Bengals (5-9) – Detroit Lions (8-6)
Lions har en fin chance for at vinde sine to sidste kampe og slutte sæsonen 10-6. Men det kan vise sig, at være ligegyldigt, da det muligvis ikke er nok til slutspillet. De kan ikke afgøre noget selv, men er afhængig af andre resultater.
Detroits Pro Bowl cornerback Darius Slay fører NFL med 7 interceptions, og holdet er 5-2 på udebane i år.
Bengals kan ikke nå noget i år.
Mandag d. 25. december
Houston Texans (4-10) – Pittsburgh Steelers (11-3)
Steelers har allerede sikret sig både en slutspilsplads og AFC North titlen, men mistede foreløbigt 1.-seed i AFC, da de tabte til Patriots i søndags.
Steelers skal vinde for at holde fast i 2.-seed, idet de bliver presset bagfra af Jacksonville Jaguars.
Steelers er uden superstjernen Antonio Brown, men er stadig store favoritter imod Texans, der er færdige for i år, og er plaget af skader både offensivt og defensivt. Texans har tabt syv af de sidste otte kampe.
Philadelphia Eagles (12-2) – Oakland Raider (6-8)
Rundens sidste kamp er meget afgørende. Eagles kan sikre sig førsteseed i NFC, og Raiders skal vinde for at holde liv i slutspillet.
Nick Foles trådte ind med bravour for skadede Carson Wentz og kastede 4 touchdowns i sin første kamp. Kan han fortsætte de takter og give Eagles endnu en sejr, er de sikre på hjemmebane hele vejen gennem playoffs.
Raiders chancer for en plads i slutspillet eksisterer matematisk, men selv den største optimist tror næppe på det. En sejr holder måske liv i drømmen afhængig af andre resultater.
Tre kampe uden betydning
Chicago Bears (4-10) – Cleveland Browns (0-14)
Helt uden betydning er denne kamp selvfølgelig ikke. Det er nok Browns’ sidste chance for at vinde en kamp i år (møder Steelers i sidste runde), og de vil for alt i verden undgå at blive det blot andet hold i historien, der taber alle 16 kampe på en sæson (Lions 2008).
Selvom Bears headcoach John Fox angiveligt skulle være sikret yderligere en sæson, så hænger hans jobsikkerhed i en meget tynd tråd, hvis de taber til Cleveland.
Washington Redskins (6-8) – Denver Broncos (5-9)
Mega-skuffende sæson for begge mandskaber, der begge havde sat næsen op efter slutspillet.
Arizona Cardinals (6-8) – New York Giants (2-12)
Også Giants har haft en skuffende sæson og fyrede som det første hold deres træner, da headcoach Ben McAdoo fik sparket for tre uger siden. Giants og især holdets angreb har faktisk været meget bedre siden. Ellers ikke meget at rapportere fra ørkenen!
God fornøjelse juleaften!








