Den unge quarterback reagerer på at være blevet bænket undervejs i Miami Dolphins’ nederlag til Denver Broncos.

Miami Dolphins havde vundet fem kampe på stribe, inden de i går tabte til upåagtede Denver Broncos med 20-13.

Særligt Dolphins’ angreb var på hælene, hvilket i sidste ende betød, at cheftræner Brian Flores hev sin unge quarterback Tua Tagovailoa ud i fjerde quarter til fordel for den rutinerede Ryan Fitzpatrick.

Forinden havde Tua Tagovailoa blot ramt på 11 af 20 kast for 83 yards og en enkelt scoring. Derudover havde Tua taget seks sacks og det virkede generelt til, at han var ude af stand til at undvige Broncos-forsvarets massive pres.

Tua Tagovailoa blev efterfølgende spurgt ind til Brian Flores’ beslutning, hvortil han leverede et ganske modent svar:

“Jeg forholder mig udelukkende til, hvad der er bedst for holdet. Vi (angrebet, red.) kunne ikke finde ind i en rytme, da jeg var inde, og derfor besluttede cheftræneren at skifte ‘Fitz’ (Ryan Fitzpatrick, red.) ind. Vi skulle prøve noget andet – og det accepterer jeg fuldt ud,” udtalte Tua Tagovailoa.

Brian Flores har efterfølgende offentliggjort, at Tua Tagovailoa fortsat er Miami Dolphins’ startende quarterback, når New York Jets venter i 12. spillerunde.