Gul Klud sætter fokus på seks spørgsmål, som vi leder efter svar på i NFC- og AFC-finalen i 2023-sæsonen.

1. Kan Kansas Citys offensive linje vinde kampen i skyttegraven?

En af de helt afgørende faktorer i stort set alle kampe, er kampen mellem den offensive og defensive linje.

For Kansas City bliver det også et centralt tema mod Baltimore Ravens, som i grundspillet førte NFL i antal sacks med 60 stk. Det var en holdindsats hos Baltimore, der på baggrund af godt spil i opdækningen, kreativ taktik fra koordinator Mike McDonald og en samling alsidige spillere førte an i den katekori trods holdet ikke havde en dominerende skikkelse ala TJ Watt eller Micah Parsons. Mod Texans endte hjemmeholdet uden dog sacks, men de fik presset CJ Stroud i store dele af kampen.

Kansas City har haft nogle problemer med den offensive linje i år på visse positioner. Holdets to tackles, Jawaan Taylor og Donovan Smith har spillet lidt under niveau og begge er blandt de ti offensive tackles, der har opgivet flest pressures i indeværende sæson, Taylor er derudover den mest straffede tackle i ligaen, mens Smith er i top 12 ifølge Pro Football Focus.

Der kan være flere forklaringer på antallet af pressures, herunder at Mahomes er en af de quarterbacks, der holder bolden længst tid, og holdets manglende kvalitet på receiverpositionen har været en faktor i dette. Kansas City var, trods det massive pres mod quarterbacken, det næstbedste hold til at undgå sacks. Hvordan holder de to tackles stand?

Nu ser det også ud til, at Joe Thuney, en af ligaens bedste guards, kommer til at være ude af opgøret grundet en skade. Baltimores mest produktive pass rusher i denne sæson er defensive tackle Justin Madubuike, så tabet af Thuney på indersiden af den offensive linje kan blive væsentligt i forhold til kastespillet. Det kan også blive problematisk for løbespillet, der var vigtigt i sejren over Buffalo. Selv hvis Thuney spiller, så bliver det i hvert fald ikke på 100%.

Kvaliteten blandt de to andre indvendige startere, Creed Humphrey og Trey Smith, er dog høj. De er blandt de bedste center/guard-kombinationer i NFL. Hvis Baltimore er i stand til at presse Mahomes, så kan de indvendige løb bag Smith og Humphrey blive nøglen. Baltimores svaghed i grundspillet var evnen til at stoppe løbet, de tillod 4,5 yards per løb, men da de ofte var foran, så stod de ikke foran mange forsøg. Hvordan Chiefs’ offensive linje håndterer situationen, bliver vigtig for dem.

2. Formår Detroit at angribe San Francisco over midten? 

For første gang i en menneskealder er Detroit Lions med, hvor det for alvor bliver sjovt. De var senest i en NFC-finale i 1991, hvor de fik tæsk af de kommende Super Bowl-vindere fra Washington. Alle, der holder med Lions, håber naturligvis på et bedre resultat i år.

Detroit havde et af ligaens bedste angreb i grundspillet, og holdets offensive effektivitet har også båret dem gennem slutspillets to første runder. Sværhedsgraden skrues dog væsentligt op, for 49ers-forsvaret er i en anden klasse, end Lions’ tidligere modstandere (Rams og Buccaneers).

Jared Goff har spillet en fremragende sæson i Ben Johnsons veldesignede angreb, men de kan løbe ind i problemer i denne runde. Lions har været et af de hold, der har angrebet midten af banen med størst frekvens og effektivitet. Goff har i denne sæson kastet bolden 675 gange, 53% af de kast gik over midten af banen. Det er 8-10 procentpoint mere end Joe Burrow og Matthew Stafford, to af de quarterbacks, der har givet San Francisco-forsvaret de største problemer i løbet af grundspillet.

49ers har i Fred Warner og Dre Greenlaw to af de bedste linebackere i opdækning i hele NFL, og de kan med snilde og intelligens lukke helt ned for midten af banen. Lions har i særdeleshed brugt det område til at slippe Sam LaPorta og Amon-Ra St. Brown løs. De to spillere har været de største våben i kastespillet og været eminente til at skabe yards efter catchet. Selv om 49ers’ forsvar har været godt, så har de ikke været blandt de bedste til at stoppe netop yards efter catch. 

Spørgsmålet er, hvordan Lions vil gribe opgøret an. Tror de, at deres styrke er bedre end 49ers’ eller får vi flere spil at se på ydersiden? Detroit har selv blandt deres sekundære playmakere som Josh Reynolds og Jameson Williams heller ikke én spiller, der for alvor har gjort skade på ydersiden, så det vil også være risikabelt at ændre spillestilen fundamentalt. Williams er den spiller, der har været tættest på med sin fart, men han har blot grebet tre af 15 bolde, der er kastet på ydersiden mere end 10 yards nede af banen.

Har Goff og angrebet nok kvalitet til at true 49ers midt på banen?

Læs også: Optakt – Kan 49ers stoppe himmelstormerne fra Detroit

3. Kan Chiefs stoppe Baltimores løbeangreb?

Ingen hold løb mere end Baltimore Ravens i ligaens grundspil i 2023 og ingen hold løb for flere yards. Ravens, i deres første sæson under offensive koordinator Todd Monken, løb for 2661 yards over de 17 kampe, 262 yards mere end nummer to.

Selv om holdet har øget deres grad af nuancering offensivt og er blevet langt mere alsidige i kastespillet, så er løbespillet centralt for den offensive filosofi. Selv om holdet har mistet den formodede profil, JK Dobbins, allerede i første spillerunde, så har løbet været effektivt med både runningbacks og quarterbacks.

Kansas Citys bedste chance for at vinde over Baltimore er at begrænse løbespillet, så Baltimore ikke kan kontrollere spillet og klokken. Kansas har et af ligaens bedste kasteforsvar og et godt pass rush, men deres evne til at stoppe løbespillet har været mere middelmådig. I grundspillet tillod de 4,5 yards per løb og var dermed i den dårligste fjerdedel i den kategori.

Mod Bills tillod de næsten 200 løbeyards, quarterback Josh Allen førte hjemmeholdet an med 72 på 12 forsøg. Det var ikke en lovende generalprøve forud for duellen mod Lamar Jackson, måske den eneste quarterback i NFL, der er mere dynamisk end Allen.

Baltimores quarterback har den sidste måned af sæsonen og starten af slutspillet været overvejende mere villig til at løbe end tidligere på sæsonen, det er quarterbackens ultimative våben.

Truslen fra Jackson kan påvirke måden, som Chiefs spiller forsvarsmæssigt. Mindre mandsopdækning, mere zoneforsvar og hvordan forholder de sig så til de tunge løb gennem midten, som Ravens er blandt ligaens bedste til at udføre? Hvis de sælger ud for at stoppe Jackson som både løber og mere traditionel quarterback, kan de så ende med at tabe til en tung dosis Gus Edwards op gennem midten?

4. Hvordan reagerer San Francisco, hvis Detroit lukker ned for løbeangrebet?

Vi bliver ved løbeangrebet, men skifter opgør og vender tilbage til NFC-finalen. San Francisco 49ers har på mange måder været NFC-versionen af Baltimore. Selv om udførelsen og filosofien bag angrebet ikke er ens, så er holdet bygget op omkring løbespillet. 49ers løb ottende flest gange i grundspillet og var fjerdebedst med 4,8 yards per løb.

Christian McCaffrey har været ligaens måske mest imponerende ikke-quarterback rent offensivt og var også en vigtig brik mod Green Bay Packers.

Detroit har dog deres defensive force mod netop løbespillet. Kun Bears har tilladt færre løbeyards samlet set, mens kun Texans og Patriots har tilladt færre yards per løb end Detroits 3,7. Hvis de kan præstere på samme niveau med godt spil fra Alim McNeil og resten af den defensive linje og linebackerne, kan de så smide grus i 49ers offensive maskineri?

San Francisco har naturligvis et væld af andre strenge at spille på og en af ligaens bedste offensive hjerne som cheftræner. Mod Green Bay viste Kyle Shanahan for alvor de tendenser, som vi har set i løbet af sæsonen, han stoler fuldt ud på Brock Purdy. Holdet har i højere grad kørt spil fra shotgun-formationen med mere autonomi til den unge quarterback. Selv om han startede kampen mod Packers med flere fejl, så sluttede han stærkt med flere imponerende kast i fjerde quarter.

Med George Kittle tilbage i topform og Brandon Aiyuk som kan være en farlig receiver at mandsopdække, så er mulighederne flere, selv hvis Deebo Samuel bliver begrænset eller går glip af opgøret. Kan den præstation, som holdet leverede i fjerde quarter blive genskabt i større dele af opgøret, hvis løbespillet ikke fungerer?

5. Dominerer Baltimores forsvar igen i RedZone?

Kansas City har de seneste uger fået mere gang i de eksplosive spil, men der er fortsat langt op til tidligere tiders højoktane angreb. Derfor er det endnu vigtigere, at holdet udnytter de scoringsmuligheder de får, når det møder ligaens bedste forsvar, specielt hvis de ikke kommer til at få så mange muligheder som mod Buffalo.

Baltimore Ravens var i grundspillet forbilledligt gode, når det kom til at holde modstanderne ude af endzone i kritiske situationer. På banens sidste 20 yards (RedZone) tillod Balitmore kun touchdowns på 41% af modstandernes ture derned, kun Tennessee Titans gjorde det bedre. I den foregående spillerunde scorede Texans kun et field goal på deres eneste tur i Redzone, ellers kom de resterende point via et touchdown fra special teams.

Kansas City har i løbet af sæsonen haft store problemer med at få fuldt udbytte af deres ture i Redzone. I grundspillet scorede de touchdown på 54% af deres chancer, det var 17. bedst i NFL, 49ers førte ligaen an med touchdowns på 67% af deres muligheder. Chiefs var i 2022 de næstbedste i hele NFL, og vi skal tilbage til 2017 for at finde en dårligere præstation fra Chiefs, da de dengang kun scorede på 42% af mulighederne. 

Problemerne på banens vigtigste 20 yards viste sig delvist i den smalle, men flotte sejr over Buffalo Bills. Holdet havde fire boldbesiddelser i Redzone, her blev det til et field goal, to touchdowns og en turnover. Det giver altså Baltimore muligheden for at vise deres imponerende forsvar.

Med alsidige spillere i bagkæden som Kyle Hamilton og Marcus Williams, en god defensiv linje og en af ligaens bedste og mest linebackere i Roquan Smith, kan de køre et væld af forskellige koncepter og holde deres intentioner skjult. Formår Baltimore at kvæle Chiefs, når det gælder mest, som de har været i stand til mod stort set alle andre hold i år?

Læs også: Optakt – Giganterne mødes i Baltimore

6. Kommer der flere sacks fra San Franciscos “nye” quarterbackjægere?

For fjerde gang i fem sæsoner er San Francisco 49ers i NFC-finalen, det er kun blevet til en sejr i de første tre forsøg, men kombinationen af holdets angreb og forsvar kan i år vise sig være for meget for modstanderne. 

Detroit Lions har en af ligaens bedste offensive linjer og holdt Jared Goff ren i størstedelen af grundspillet, hvor han blot blev sacket 31 gange, kun Packers, Chiefs og Bills var bedre til at undgå sacks.

49ers var blandt de ti bedste hold til at nedlægge modstandernes quarterback med 48 sacks i grundspillet, men i sejren over Packers nåede de aldrig at få helt ram på Jordan Love. Holdet var gode til at få pres på Packers-quarterbacken og forstyrre angrebsspillet, men endte altså uden sacks. At opgradere pass rushet har ellers været et fokuspunkt før og under sæsonen.

49ers har hentet Javon Hargrave og Chase Young henholdsvis via free agency og via trade, men de to spillere har ikke helt leveret nok slutprodukt. Chase Young har 2,5 sacks i ni kampe siden skiftet, mens Hargrave har været mere produktiv med syv sacks i 16 kampe, men det er kun blevet til et enkelt i de seneste seks opgør. 

Jared Goff er blandt de quarterbacks, der slipper bolden hurtigst i NFL i indeværende sæson, hvilket naturligvis gør det sværere at nå ind til ham. 49ers skal nok få lagt pres på grundet deres dygtige spillere i de sekundære kæder, men kan de nye folk gøre arbejdet færdigt?